Strandgudstjeneste og dans

 

      Igennem en del år har vi afholdt strandgudstjenester i Grenaa, og der kommer altid mange mennesker til disse gudstjenester. Stemningen ved stranden, lyset en sommeraften, lyden af bølgerne og samværet med hinanden derude i naturens katedral skaber en helt særlig baggrund for en gudstjeneste. En sansemæssig virkelighed er inddraget på en helt anden måde end i kirkerummet, alle er udsat for vejr og vind, for selv at sørge for noget at sidde på, og denne påvirkning af en kropslig virkelighed åbner for en anden tilgang også til gudstjenestens form og liturgi.

      Det benytter vi os af ved at lave temagudstjenester, der altid indeholder en form for drama, overraskelser, der gennem sansepåvirkninger forstærker menighedens oplevelse og tilstedeværelse. Vi tager altid udgangspunkt i en bibeltekst, der gerne forholder sig til de elementer, vi er omgivet af, og gang på gang har vi oplevet, hvordan den konkrete visualisering af bibelteksten river menigheden med og løfter sindene ind i et andet og meningsgivende rum.

      Vi har brugt skabelsesberetningerne på forskellig måde, vi har holdt gudstjeneste over Jonas i hvalfiskens bug, Peters fiskedræt, den brændende tornebusk, den samaritanske kvindes levende vand, lignelsen om sædemanden, Noa og duen og også en ”Spillemandsmesse” har vi haft ved stranden. Ved flere af disse gudstjenester har vi på forskellig måde inddraget dans, enten som en del af liturgien eller ved til sidst at få menigheden til at danse. Kroppen er sansernes bolig, og dans i forbindelse med en gudstjeneste giver glæde og skaber en følelse af sammenhæng imellem krop og ånd. Dette havde vi iagttaget flere gange, og derfor besluttede vi i år at lade dansen være helt central i gudstjenesten.

      Som udgangspunkt og bibeltekst brugte vi den første skabelsesberetning, og vi fik danseren Marie Louise Maegaard fra Århus til at medvirke og til selv at skabe dansen til de enkelte skabelsesdage. Grenaa kirkes pigekor og kantor medvirkede også, og organisten ledede den musikalske side af gudstjenesten med kirkens elorgel. Pigernes sang, kantorens solo og musikledsagelsen til samlerne understregede aftenens skønhed.

      Skabelsesliturgien med dansen udgjorde den centrale del af gudstjenesten, der afsluttedes med nadver og en opfordring til menigheden om under modtagelsen af brød og vin selv at takke for skaberværket, som Gud opretholder, og for livet og mulighederne han dagligt giver os.  

      Selve gudstjenesten foregår altid i en stor ”gryde”, hvor vi er lidt beskyttede, hvis det blæser, og ”strandkirken” vender forskelligt fra år til år, alt efter hvorfra vinden kommer. Faste elementer i kirken er et alterbord med hvid dug, lys og en vase med ”strandblomster” og der udover et stort kors, som vi graver ned i sandet. Korset er ofte inddraget i liturgien, og det var det også i år. En ekstra rekvisit var i år en stor glasskål på alterbordet – med syv stykker klæde i hver af regnbuens farver. 

      Skabelsesliturgien var opdelt i syv afsnit svarende til de syv skabelsesdage, og hvert afsnit bestod i en oplæsning af skabelsesdagens forløb, af en bøn som relaterede det, som skabtes, til vores eget liv, af et argentinsk Sanctus sunget flerstemmigt og af en efterfølgende stilhed. Ind i dette dansede Maria Louise – forskelligt hver ”dag”. Først hentede hun i alterets glasskål et klæde i den farve, der passede til dage, det dansede hun med og afsluttede hver dag med at hænge klædet op på korset.

      Nu skete der det under gudstjenesten, at Vorherre gav os regnvejr netop, som skabelsesliturgien og dansen skulle begynde. Præstekraverne blev reddet under et ”telthalvtag”, som var stillet op for at beskytte orglet for fugt, og menigheden havde medbragt paraplyer og regnfrakker, men Marie Louise dansede i regnen, og selv om alle var påvirkede af regnen, så var betagelsen ikke mindre, fordi den var der. Alle var dybt grebet af teksten, af bønnerne og af dansen som understregede og sanseliggjorde hver dags og hvert skaberværks indhold og betydning, og det var betagende at se inderligheden og skønheden i dansen – midt i alt det våde. Regnvejret skabte samtidig en storslået himmelkulisse som fremhævede kraften og storheden i skaberværket og i naturen, der omgav os. 

      Ingen gik vist uberørte hjem fra den gudstjeneste!