Skærtorsdag - 1. tekstr.                       

Tekster: 2. Mos. 12,1-11; 1. Kor. 10,15-17; Mat. 26,17-30

                      Her i aften er vi vidner til det sidste måltid, Jesus spiser sammen med sine disciple. Det er et festmåltid – det er påske – men Jesus ved, hvad der skal ske. Han ved, det er sidste gang, han sidder til bords sammen med sine disciple. Ja, at det er sidste gang, de er samlet.

       Vi andre ved jo også, hvad der skal ske – og det er svært at rumme alt det, som måltidet her indebærer. Det er et festmåltid. De fejrer, at Gud frelste alle israelitternes førstefødte børn fra dødsenglen – dengang under fangenskabet i Ægypten. De glæder sig over, at så mange børn blev reddet den nat for længe siden! Men Jesus – og vi - ved, at det her måltid samtidig indleder Jesu død. Fest, glæde og taknemmelighed - og sorg og vemod – og gru – er alt sammen til stede på én gang ved dette måltid. Det omfatter på den måde hele menneskelivet.

       Påskemåltidet var på Jesu tid en gentagelse af det allerførste påskemåltid i Ægypten.Da Moses efter Guds kald ville lede israelitterne ud i ørkenen og ud af Faraos fangenskab, så ville Farao ikke lade dem gå. Gud sendte derfor ti plager over landet – for at få Farao til at slippe israelitterne. Da alle de andre plager ikke havde hjulpet, sendte Gud en sidste plage. Det var dødsenglen, der slog alle førstefødte børn i familierne ihjel. Den plage ramte Farao så hårdt, at han lod israelitterne gå. Ingen af israelitternes børn døde – for Gud havde fortalt dem, hvordan de kunne beskytte sig imod dødsenglen, så den gik forbi deres huse. Som vi hørte det i GT-teksten, skulle hver husstand slagte et lam eller et kid, og noget af blodet skulle kommes på dørstolperne i deres huse.

Israelitterne gjorde dengang, som de fik påbudt, og om natten "lød der et højt skrig i Ægypten, for der var ikke et hus, hvor der ikke var én, der døde", står der lidt senere i teksten. Men i alle de israelitiske huse – dem med blod på dørstolperne - skete der ingenting. For altid huskede israelitterne denne aften – og de mindedes, hvordan Gud valgte et stedfortrædende offer – et lam eller et kid til at dø i stedet for børnene. I slægt efter slægt fejredes denne aften - og de efter-følgende dage - som en fest, påskefesten. Og centrum i festen var påskemåltidet.

       Det er det måltid, Jesus spiser som det sidste sammen med disciplene. De sætter sig alle højtideligt og feststemte til bords. Og så udvikler alt sig så helt anderledes, end disciplene havde forestillet sig det. Feststemningen bliver brat brudt, da Jesus siger, at en af dem vil forråde ham, - en skjult konflikt bliver bragt op til overfladen. Vi kan jo levende forestille os, hvordan det må have været. Der må være blevet meget stille. Det er karakteristisk for Jesus, at han bringer alting op til overfladen, intet skal være skjult. For ham er sandhed imellem mennesker helt nødvendig, for ellers kan kærlighed ikke leve imellem os – og der kan heller ikke være virkeligt fællesskab. Så uanset hvor ubehageligt det kan opleves, så bringer Jesus konflikterne frem i lyset. Som her! Også selv om der egentlig skulle være feststemning.

       Alle bliver forskrækkede – og bedrøvede. Og alle bliver de tilsyneladende bange for, om det kan være dem, der vil forråde ham – for de spørger ham alle – en efter en: ”Det er vel ikke mig, Herre? ” Jesus svarer dem først ikke – han giver dem tid - til at tænke, og alle indser, at det kunne være dem – ellers havde de ikke spurgt, som de gør. Jesus udleverer ingen – han venter – og til sidst siger han blot, at den, der vil forråde ham, dyppede i fadet sammen med ham. Ingen har tilsyneladende bemærket, hvem det var. I hvert fald spørger Judas senere – ligesom de andre: ”Det er vel ikke mig?” Ham svarer Jesus: ”Du sagde det selv”. Først da Judas spørger direkte, svarer Jesus direkte – og afslører ham. Det er tankevækkende – og vigtigt! - at alle disciplene spørger. Det kunne være hver eneste af dem – og hver eneste af os, hvis vi have været der.

       Jesus har hele tiden vidst, at Judas ville forråde ham – alligevel har han sat sig til bords sammen med ham. Og selv nu hvor alle ved det – beder Jesus ikke Judas om at gå – måltidet fortsætter, som om intet var sket. Og det er først nu – efter at alt er sagt og kommet frem - gjort tydeligt, at Jesus indvier nadveren. - Pludselig ændrer stemningen sig helt! Det er, som om virkeligheden med ét bliver en anden. Det, der før var forfærdeligt – angsten og bevidstheden om svigtet, der kommer – alt det tæller ligesom ikke mere, for nu bliver alt - højstemt. Jesus løfter med det, han gør, disciplene – både Judas og de andre – ud af alt det smertelige, der hører livet til – og ind i en samhørighed med ham, der sætter alt andet ud af kraft. Dér – i hans virkelighed kan intet skille os fra ham. Han tager brødet og vinen og velsigner det, og så giver han det til disciplene og siger til dem, at det er hans legeme og blod – og at de skal spise og drikke det til syndernes forladelse.

       Han giver det til dem alle – også til Judas. Det er, som om hele den første del af måltidet har været en forberedelse til det, der nu sker. Jesus har vist disciplene, at angst og svigt og forfærdelse hører menneskelivet til – og at det vil det altid gøre. Men bag ved alt dette – dér er han og den virkelighed, han repræsenterer - og er, renheden, klarheden, kærligheden. Og begge virkeligheder er der    samtidig – den menneskelige og hans. Både for Judas og for disciplene – og for os andre. I alt hvad der sker!

       Her skærtorsdag aften – med den tekst, vi har hørt – bliver der krævet ærlighed og klarhed af os. Jesus bringer det, der er skjult, frem i lyset – for at vi skal gøre det samme. For først når vi erkender, hvem vi selv er – med svigt og alt det andet, vi helst vil skjule - kan vi forstå, hvad han gør for os – og tage imod det. Én ting er, at han giver brødet og vinen til dem, der i forvejen er rene – eller næsten rene – men noget helt andet er, at han giver det til Judas – og til os. Det forpligter – også os!

       Den højtidelighed – og rummelighed og tidløshed - der fylder under nadveren – den kan disciplene - og vi andre - holde fast på og læne os ind i – midt i det liv, der ikke altid er let. Midt i det der følger efter skærtorsdag! Efter at Jesus ved måltidet billedligt har givet sit legeme og sit blod til disciplene, går han derefter ud for at gøre det samme helt konkret i den almindelige virkelighed. Han er blevet et menneske som os – for at bringe Guds virkelighed helt ud i livets yderste grænser – ud i mørket og helt ind i døden. Under måltidet har han løftet disciplenes bevidsthed ind i Guds virkelighed og åbnet dem, så de kunne modtage den. Nu går han selv helt ind i deres almindelige virkelighed – på deres vilkår.

       Han påtager sig menneskelivets yderste sårbarhed – og han såres. Alle hans nærmeste svigter ham – på den ene eller den anden måde – det siger han selv til dem, at de vil gøre – og selvfølgelig benægter de – men de gør det alligevel. Efter at de har delt nadveren, går de ud til Gethsemane Have. Jesus kunne bare være fortsat videre op ad Oliebjerget og ud i ørkenen – så ville ingen have fundet ham, men han går ind i haven, hvor han ved, soldaterne vil komme efter ham. Da han går ind, beder han sine tre nærmeste venner, Peter og Johannes og Jakob, om at gå med. Han skal forberede sig til døden – og han bliver grebet af sorg og angst, - og siger til dem, at han er fortvivlet til døden - og han beder dem om at våge sammen med sig, så han ikke er helt alene.

       Jesus er et menneske – hans lidelse er et menneskes. I haven går han lidt væk fra de andre for at bede til Gud, og han beder om, at han må blive fri – om at dette bæger må gå ham forbi, som han siger. Hvis det er muligt! ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”, siger han. Han giver alt i Guds hånd – andet kan han ikke. 3 gange går han tilbage til sine venner for at finde trøst og styrke hos dem - alle 3 gange finder han dem sovende. De magter ikke at våge sammen med ham – ikke engang de, der er hans nærmeste. De svigter. Og vi svigter – for kan vi våge sammen med ham – ham, der har givet os alt? Vi kan prøve - bare 5 minutter - engang her i aften – og se, om vi kan holde tankerne og hjertet nærværende hos ham i 5 minutter. Tankerne løber sikkert væk – nærværet løber væk. Selv de nærmeste svigter ham – og vi svigter. Som vi sikkert alle helt konkret har oplevet svigtet i vores liv. – I har alle fået et billede af situationen i Gethsemane Have. Det kan I bruge til fordybelse, hvis I vil. Mærk stemningen hos de forskellige personer og find ud af, hvor I selv er i billedet – og hvordan det føles at være der! 

       Da Jesus har vækket de sovende disciple 3. gang, siger han: ”Rejs jer, lad os gå”. Nu er timen kommet, - Judas er allerede på vej med soldaterne. Judas forråder Jesus med et kys. Det er det tegn, han har aftalt med soldaterne – og vi fornemmer svigtet og den ydmygelse, det må have været – at blive kysset på den måde. Men Jesus er ikke kun et menneske. Guds tilgivende virkelighed lever altid i ham, og han siger til Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”. Vi fornemmer nadverstundens højtidelige nærvær i de ord – og der er ingen fordømmelse.

       Senere kommer Peters fornægtelse. Peter er så bange for, at han skal komme til at fornægte, for Jesus har sagt til ham, at før hanen galer, vil han fornægte ham 3 gange. Det må ikke ske – men det sker! Allerede ude ved Gethsemane Have lader de andre disciple Jesus i stikken og flygter. Men Peter følger efter, da de fører Jesus ind i byen og ind i ypperstepræstens gård. Han vil ikke svigte – men da han ser, hvordan Jesus bliver mishandlet, bliver han bange – og glemmer sig selv. Og da han bliver spurgt, om han ikke var en af Jesu disciple, siger han: ”Jeg kender ikke det menneske”. Det siger han 3 gange – så hører han hanen gale, og han går udenfor og græder. Alle svigter de – Judas er ikke den eneste.

       Midt i denne nat af svigt og gru og falske anklager. Midt i den nat, hvor Guds egen søn bliver ydmyget og tortureret – er Gud hos alle os, der svigter. Det er i den samme nat, som alt dette sker, at Jesus indstifter nadveren og for et øjeblik opretter Guds rige på jorden – for Judas og for Peter og de andre – og for os. Den nadver vi får også lov til at modtage – her i aften og hver søndag, og hver gang vi modtager den, gør den os rene i sind og ånd - og løfter os ind i Guds rige.

       Påskelammets blod - i Ægypten reddede børnenes liv. Jesu blod åbner døren for os ind til Guds rige – i al evighed. Amen!