|
Nytårsdag. 1. tekstrække.
Tekster: 1. Mos. 12,1-3; Gal 3,23-29; Luk. 2,21
Bøn:
Herre Jesus, læg dine hænder på vore øjne,
så vi bliver opmærksomme ikke bare på det vi ser,
men også på den virkelighed, der ikke er synlig,
så at vores blik ikke standser ved alt det, der sker omkring os,
men også kan vende sig mod den store kommende virkelighed,
- det som venter foran os,
så at vores hjertes øje kan afspejle Gud.
Amen! (Origenes)
Nytårsdag har sin egen stemning – af vemod og af stille forventning. Ligesom nytårsaften har det. Vi har nu sagt farvel til det gamle år – til alt, hvad der var der af sorger og glæder. Nogle af os har mistet noget vigtigt i det gamle år – et menneske, et hjem, et godt helbred eller andet, vi har holdt af, og så kan det være tungt at give slip på det gamle år og det, der var der – og lidt nervøst og sårbart at tage imod det nye. Andre af os længes forventningsfuldt efter det nye år og alt det, der skal ske der. Vores livssituationer er forskellige, og derfor er vores følelser for det nye år det også. Men for os alle er nytåret en brydning mellem fortid og fremtid. Vi står i en slags tomrum – det gamle er forladt, og det nye har endnu ikke fået indhold.
Lad os alle sammen bruge et par minutter på at tænke tilbage på vores gamle år og det vigtigste af, hvad der var i det. Både af glædeligt og vanskeligt – vi har jo alle mødt begge dele. Måske kan vi give slip på noget, der binder – måske er vi taknemmelige over noget, der var. Lad os være stille.
…….
Så er vi så nu samlet her nytårsdag for sammen at gå det nye år i møde. Den første tekst, vi hørte her i kirken i dag, handlede om Guds kaldelse af Abraham. Det var de første ord i hele Abraham-historien, så på det tidspunkt kendte Abraham ikke Gud. Gud indleder deres bekendtskab med at sige til Abraham – som det første, at han skal forlade sit land og sin slægt og drage til det land, Gud vil vise ham. Gud lover Abraham, at han vil gøre ham til et stort folk og velsigne ham, han vil gøre hans navn stort, og han vil gøre ham til en velsignelse.
Det er store løfter, Gud giver, men det er godt nok også et kolossalt krav, han ligger bag dem. Abraham kender ikke Gud endnu, men for ham skal han slippe næsten alt, hvad der giver ham tryghed og tilknytning i tilværelsen. Kun sin kone Sara og sin forældreløse brorsøn Lot kan han tage med – og så det, han ejer af rigdomme. Men sin slægt og sit land må han forlade, og da han er 75 år på det tidspunkt – ja, så er det ikke sandsynligt at han vil få nogen af dele at se igen. Selv har han og Sara ingen børn.
Abraham drager ud! Efter dette bliver han kaldt troens fader, og det forstår vi sikkert godt. Han kender ikke Gud, da han hører hans kald, - alligevel udviser han ikke i et eneste øjeblik tvivl eller tøven. Han ved, at Gud er Gud, selv om han ikke kender ham, og han har ingen tanker for, at det, der forlanges af ham, koster ham næsten hele hans liv, alt det kendte. Han gør, som Gud byder – alene fordi det er Gud; hans egen vilje eksisterer ligesom slet ikke. Han slipper alt på én gang - uden tøven.
Abraham får også lovet meget, for Gud vil jo gøre ham til et stort folk, og da Abraham er barnløs, betyder det, at han vil få et barn, en søn – det han ønsker allermest. Gud lover ham velsignelse – og også at han selv skal blive til velsignelse. Og Abraham tror – han tvivler ikke et eneste øjeblik. I tillid gør han sig klar til at rejse, og han drager af sted. Vi kan godt forestille os, hvilke følelser, der har fyldt ham. Vel nogle af de samme, som vi oplever en svag afglans af her i forbindelse med nytåret. Det, Abraham gør, er så definitivt. Han må føle vemod over at skulle sige farvel – og forventning til det nye. Abrahams afrejse bliver god trods afskeden, fordi han har tillid. Han vover at slippe alt i tillid til, at det, der venter ham, er godt – fordi det Gud, der vil føre ham.
Vi kan lære meget af Abraham her i dag, - fordi vores situation i det små minder om hans. Også vi må slippe det gamle og begive os ud i mødet med noget nyt. Også for os er det afgørende, om vi har tillid – om vi vover at slippe det, der hørte til det gamle og åbne os for det nye. Vi ved ikke, om det, der kommer, vil føles godt eller svært, men også for os gælder det, at vi er i Guds hånd i det, der sker. Og at det derfor må have en mening og rumme velsignelse i sig – som for Abraham. Vover vi at møde det nye år med tillidens forventning – ser vi det nye i lyset af Guds løfte om velsignelse?
Lad os sidde stille i nogle få minutter og overveje det. Lad os tænke på det år, vi er på vej ind i – på det, der venter os der. Noget tror vi, at vi kender, og det har vi måske helt bestemte forventninger til, andet, der sker, vil være helt uventet og overraskende. Men ingenting kan vi være sikre på. Vover vi at gå det i møde med tillid? Efter et øjebliks stilhed vil orglet give vores tanker lidt baggrund.
…..
Abraham gik åbnet det nye i møde, og måske kan vi også det ind i vores nye år. Hvis vi finder det svært, er der hjælp at hente i vores lille korte evangelietekst, der har julen som baggrund. Den handler nemlig om Jesusbarnet og det, at han skal omskæres, da han er otte dage gammel. Omskærelsen er pagtstegnet mellem Abraham og Gud, og Jesu omskærelse minder os om flere vigtige ting. Dels om at Gud holdt sit løfte til Abraham, og at Gud oven i købet senere indgik en pagt med ham og gjorde relationen imellem dem dyb og personlig. Og dels viser Jesu omskærelse – at han var som ethvert andet barn – og blev behandlet som sådan. Han blev et menneske som os – og derfor deler han alt med os. Samtidig er han Guds søn, for han bærer det navn englen kaldte ham før undfangelsen – siger teksten. Han var hos Gud, før han blev menneske, han blev undfanget ved Helligånden, og Gud har selv givet ham navnet, Jesus. Det betyder ”Gud frelser”.
Så selve navnet ”Jesus” overbringer Guds løfte til os om hans frelse og nærvær. Og det, at vi må kende Jesu navn, giver os et helt særligt menneskeligt forhold til Jesus. Når vi kender hinandens navn, så har vi en relation til hinanden – vi bliver levende for hinanden. Sådan er det med Jesus - og os. Vi er levende for hinanden, som almindelige mennesker. Vi kender hinanden. Og når vi kender ham, kender vi Gud og hans nærvær.
Barnet, der blev født julenat, har bragt Guds nærvær og Guds velsignelse ind i vores almindelige menneskelige liv, og det nærvær har vi med os, når vi går ind i det nye år. Det nærvær kan vi læne os ind i og finde styrke igennem. Livet former sig aldrig, som vi forventer det. Det bliver altid meget sværere og også meget mere overvældende og glædeligt, end vi forestiller os. Livet er meget større end vores forestillingsevne – fordi det er givet af Gud. Det kan føles alt for stort og krævende at skulle møde det, vi ikke kender. Vi kan føle os sårbare og svage i det. Men altid – i alt, hvad der sker, skal vi vide, at vi er omsluttet af Guds kærlighed, og at Jesusbarnet er vores tegn på, at han er med os helt ind i alle de menneskelige følelser, vi kan have svært ved at rumme – både det sørgmodige og det glædelige. For han kender dem. Han rummer dem sammen med os – også i det nye år. Amen.
Kor: Min Jesus lad mit hjerte få |