Skærtorsdag - 1. tekstr.            

Tekster: 2. Mos. 12,1-11; 1. Kor. 10,15-17; Mat. 26,17-30  

              Her i aften er vi vidner til det sidste måltid, Jesus spiser sammen med sine disciple. Det er et festmåltid – det er påske – men Jesus ved, hvad der skal ske. Han ved, det er sidste gang, han sidder til bords sammen med disciplene. Ja, at det er sidste gang, de er samlet.

              Vi andre ved jo også, hvad der skal ske – og det er svært at rumme alt det, det her måltid indebærer. Det er et festmåltid. De fejrer, at Gud frelste alle israelitternes førstefødte børn fra dødsenglen – dengang under fangenskabet i Ægypten. Så de fejrer, at så mange børn blev reddet den nat for længe siden, - men Jesus – og vi - ved, at det her måltid samtidig indleder Jesu død. Fest, glæde og taknemmelighed - og sorg og vemod – og gru – er alt sammen til stede på én gang ved dette måltid. Det omfatter på en måde hele menneskelivet.

              Påskemåltidet var på Jesu tid en gentagelse af det allerførste påskemåltid i Ægypten.           Farao ville jo ikke lade israelitterne forlade Ægypten, og derfor sendte Gud ti plager over landet – for at få Farao til at slippe israelitterne. Den sidste plage var dødsenglen, der slog alle førstefødte børn ihjel – den plage ramte Farao så hårdt, at han lod israelitterne gå. Ingen af israelitternes børn døde – for Gud havde fortalt dem, hvordan de skulle beskytte sig imod dødsenglen, så den gik forbi deres huse. Som vi hørte det i GT-teksten skulle hver husstand slagte et lam eller et kid, og noget af blodet skulle de komme på de dørstolperne i deres huse.

              Israelitterne gjorde, som de fik påbudt, og om natten "lød der et højt skrig i Ægypten, for der var ikke et hus, hvor der ikke var én, der døde", står der lidt senere i teksten. Men i alle de israelitiske huse – dem med blod på dørstolperne - skete der ingenting. Denne aften skulle israelitterne for altid huske – og huske hvordan Gud havde valgt et stedfortrædende offer – han havde jo valgt at et lam eller et kid skulle dø i børnenes sted. Derfor skulle de - slægt efter slægt - fejre den aften og de også efter­følgende dage som en fest, påskefesten. Og centrum i festen var påskemåltidet.

              Det er det måltid, Jesus spiser som det sidste måltid sammen med disciplene. De sætter sig alle højtideligt og feststemte til bords. Og så udvikler alt sig så helt anderledes, end disciplene havde forestillet sig det. Feststemningen bliver brat brudt, da Jesus siger, at en af dem vil forråde ham, - en skjult konflikt bliver bragt op til overfalden  Vi kan jo levende forestille os, hvordan det må have været. Der må være blevet meget stille. Hvis vi standser et øjeblik her – så er det helt karakteristisk for Jesus, at han bringer alting op til overfladen, intet skal være skjult. For ham er sandhed imellem mennesker helt nødvendig, for ellers kan der ikke være kærlighed – og et levende fællesskab. Så uanset hvor ubehageligt det er – bringer han konflikterne frem i lyset. Som her! Også selv om der skulle være feststemning.

              Alle bliver forskrækkede – og bedrøvede. Og alle bliver de bange for, om det kan være dem, der vil forråde ham – for de spørger ham alle – en efter en: ”Det er vel ikke mig?” Jesus svarer først ikke – han giver dem alle tid - til at tænke, og alle indser de, at det kunne være dem – ellers havde de vel ikke spurgt, som de gør. Jesus udleverer ingen – han venter og til sidst siger han blot, at det er ham, der dyppede i fadet sammen med ham – og ingen har tilsyneladende bemærket, hvem det var. I hvert fald spørger Judas senere – ligesom de andre: ”Det er vel ikke mig?” Ham svarer Jesus: ”Du sagde det selv”. Først da Judas spørger direkte, svarer Jesus direkte – og afslører ham. Det er så tankevækkende for os – at alle disciplene spørger. Det kunne være hver eneste af dem – og hver eneste af os.

              Jesus har hele tiden vidst, at Judas ville forråde ham – alligevel har han sat sig til bords sammen med ham. Og selv nu hvor alle ved det – beder Jesus ikke Judas om at gå – måltidet fortsætter, som om intet var sket. Og det er først nu – efter at alt er sagt - og gjort tydeligt, at Jesus indvier nadveren. Pludselig ændrer stemningen sig fuldstændig. Det er som om virkeligheden med et bliver en anden. Det, der før var forfærdeligt – angsten og bevidstheden om svigtet, der vil komme – alt det tæller ligesom pludselig ikke mere, for nu bliver alt højstemt. Jesus løfter ligesom disciplene – både Judas og de andre – ud af alt det smertelige, der hører livet til – og ind i en samhørighed med ham, der sætter alt andet ud af kraft. Han tager brødet og vinen og velsigner det, og så giver han det til disciplene og siger til dem, at det er hans legeme og blod – og at de skal spise og drikke det til syndernes forladelse.

              Han giver det til dem alle – også til Judas. Det er, som om han under hele den første del af måltidet har forberedt dem til dette. Han har vist dem, at angst og svigt og forfærdelse hører menneskelivet til – og at det vil det altid gøre. Men bag ved alt det – der er han og den virkelighed, han repræsenterer - og er, renheden, klarheden, kærligheden. Og begge virkeligheder er der samtidig – den menneskelige og hans. Både for Judas og disciplene – og for os andre. I alt hvad der sker!

              Her skærtorsdag aften – med den tekst, vi har hørt – bliver der krævet ærlighed og klarhed af os. Jesus bringer det, der er skjult, frem i lyset – for at vi skal gøre det samme. For først der – hvor vi erkender, hvem vi selv er – med svigt og alt det andet, vi ønsker at skjule - er vi parat til at forstå, hvad det er, han gør for os – og tage imod det. Én ting ville det være, at han gav brødet og vinen til dem, der i forvejen er rene – eller næsten rene – men at han giver det til Judas – og til os – det er noget ganske andet. Det forpligter!

              Den højtidelighed – og tidløshed - der fylder rummet under nadveren – den bliver det, disciplene og vi andre kan holde fast på – midt i det liv, der ikke altid er let. Midt i det der følger efter skærtorsdag. Efter at Jesus her ved bordet har givet sit legeme og sit blod til disciplene, går han ud for at gøre det i den virkelighed, vi kender. Han påtager sig at være menneske som os – for at bringe Guds virkelighed helt ud til livets yderste grænse – ud i mørket og helt ind i døden. Han har løftet disciplenes bevidsthed ind i Guds virkelighed og åbnet dem for at modtage den – nu går han helt ind i deres virkelighed – på deres præmisser og på deres vilkår.

              Han påtager sig menneskelivets yderste sårbarhed – og han såres. Alle hans nærmeste svigter ham – på den ene eller den anden måde – det siger han selv til dem, at de vil gøre – og selvfølgelig benægter de – men de gør det alligevel. Efter at de har delt nadveren, går de ud til Getsemane Have. Jesus kunne bare være fortsat videre op ad Oliebjerget og ud i ørkenen – så ville ingen have fundet ham, men han går ind i haven, hvor han ved, soldaterne vil komme efter ham. Da han går ind, beder han sine tre nærmeste venner, Peter og Johannes og Jakob, om at gå med. Han skal forberede sig til døden – og han bliver grebet af sorg og angst, - og siger til dem, at han er fortvivlet til døden - og han beder dem om at våge sammen med sig, så han ikke er helt alene.

              Jesus er et menneske – hans lidelse er et menneskes. Han går lidt væk fra de andre for at bede til Gud, og han beder om, at han må blive fri – om at dette bæger må gå ham forbi, som han siger. Hvis det er muligt! ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”, siger han. Han giver alt i Guds hånd – andet kan han ikke. 3 gange går han tilbage til sine venner for at finde trøst og styrke hos dem - alle 3 gange finder han dem sovende. De magter ikke at våge sammen med ham – ikke engang de, der er hans nærmeste. De svigter. Og vi svigter – for kan vi våge sammen med ham? Vi kan jo prøve - bare 5 minutter - engang her i aften – jeg tror ikke, at mange af os vil kunne holde tankerne og hjertet koncentreret hos ham i bare 5 minutter. Tankerne løber væk – nærværet løber væk. Selv de nærmeste svigter ham – og vi svigter.

              Da Jesus har vækket dem 3. gang, siger han: ”Rejs jer, lad os gå”. Nu er timen kommet, og Judas er allerede på vej med soldaterne. Judas forråder Jesus med et kys. Det er det tegn, han har aftalt med soldaterne – og vi fornemmer svigtet og den ydmygelse det må have været – at blive kysset på den måde. Men Jesus er ikke kun et menneske. Guds tilgivende virkelighed lever altid i ham, og han siger til Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”. Vi fornemmer nadverstundens højtidelige nærvær i de ord – og ingen fordømmelse.

              Senere kommer Peters fornægtelse. Peter er så bange for at han skal komme til at fornægte, for Jesus har sagt til ham, at før hanen galer, vil han fornægte ham 3 gange. Det må ikke ske – men det sker. Alle de andre disciple lader Jesus i stikken og flygter. Det gør de allerede ude ved Getsemane Have. Men Peter følger efter, da de fører Jesus ind i byen og ind i ypperstepræstens gård. Han vil ikke svigte – men da han ser, hvordan Jesus bliver mishandlet, bliver han bange – og glemmer sig selv. Og da han bliver spurgt, om han ikke var en af Jesu disciple, siger han: ”Jeg kender ikke det menneske”. Det siger han 3 gange – så hører han hanen gale, og han går udenfor og græder. Alle svigter de – Judas er ikke den eneste.

              Midt i denne nat af svigt og gru og falske anklager. Midt i denne nat, hvor Guds egen søn bliver svigtet og ydmyget og tortureret – er Gud hos alle os, der svigter. Det er den samme nat, som alt dette sker, at Jesus indstifter nadveren og for et øjeblik opretter Guds rig på jorden – for Judas og for Peter og de andre – og for os. Den nadver, som vi får lov til at modtage hver søndag, og som hver gang vi modtager den gør os rene i sind og ånd - og løfter os ind i Guds rige.           

              Påskelammets blod - i Ægypten reddede børnenes liv. Jesu blod åbner døren for os ind til Guds rige – i al evighed. Amen!