MARIA BEBUDELSE

LITURGI

- for gudstjenesten 25. marts 2008

Indtog – med ikoner, lys, vin, brød, blå blomster og fællessang: 

Min sjæl lover Gud, og pris hans store navn.

Gå ind af hans porte med sang og kend,at han er Gud.

Hilsen

Salme: Salmebogen nr. 3

1. læsning: Faderen

1. Mos. 2,4b-7,18-23

Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen...

Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:

»Nu er det ben af mine ben

og kød af mit kød.

Hun skal kaldes kvinde,

for af manden er hun taget.«

Fællessang:Lover Herren alt hvad han skabte. Min sjæl lov Herren.

1.Mos. 3,4-7

..men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Davids salme 103,1-6;11-22. Med korsvar

Min sjæl, pris Herren,

alt i mig skal prise hans hellige navn.

Min sjæl, pris Herren,

glem ikke hans velgerninger!

Han tilgiver al din skyld,

helbreder alle dine sygdomme.

Han udfrier dit liv fra graven,

han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

Han mætter dit liv med gode gaver,

du bliver ung igen som en ørn.

Herren øver retfærdighed

og ret mod alle undertrykte.

…

Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

For han ved, at vi er skabt,

husker på, at vi er støv.

Menneskets liv er som græsset,

det blomstrer som markens blomster;

når vinden blæser over det, er det der ikke mere,

dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.

Men Herrens troskab varer fra evighed

til evighed mod dem, der frygter ham,

og hans retfærdighed mod børnenes børn,

mod dem, der holder hans pagt

og husker hans bud og følger dem.

Herren har grundfæstet sin trone i himlen,

han hersker som konge over alle.

Pris Herren, I hans engle,

I stærke krigere, der udfører hans befaling

i lydighed mod hans ord.

Pris Herren, alle hans hære,

hans tjenere, der udfører hans vilje.

Pris Herren, alle hans skaberværker

overalt i hans rige.

Min sjæl, pris Herren!

Stilhed 5 min.

2. læsning: Sønnen

Luk. 1,26-38

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Fællessang:  

Magnificat, magnificat, magnificat anima mea Dominum

Magnificat, magnificat, magnificat anima mea

Luk. 1,26-38

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

— som han tilsagde vore fædre —

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Fællessang:

Magnificat, magnificat, magnificat anima mea Dominum

Magnificat, magnificat, magnificat anima mea

Kort refleksion:

I dag - på Maria Bebudelsesdag - har vi båret blå blomster ind i kirken og pyntet den med dem. Det har vi gjort, fordi Marias kjole er blå. På ikonerne kan vi se hendes blå kjole under den røde kappe. Hun bære himlens farve under den jordiske røde kærlighedens farve.

Maria bebudelse er selve indgangen til kristendommen. Uden Maria var Jesus ikke blevet født på jorden. Gud skabte mennesket i sin nærhed – i paradiset, men Adam og Eva brød nærheden. De trodsede Guds vilje og spiste af kundskabens æble - det æble, der adskilte dem - fra hinanden – for nu opdagede de, at de var forskellige, og så gemte de sig for hinanden bag figenblade. De blev også skilt fra Gud – ham gemte de sig helt konkret for, fordi de skammede sig. Og de blev jaget ud af Paradiset – bort fra Guds nærhed og fra livets træ.

Gud var skilt fra sin skabning, men hans kærlighed til skabningen - til os - var så stor, at han måtte strække sig ud imod os igen. Gud har givet mennesket den fri vilje – et menneske måtte sig ja – til ham

Det gjorde Maria – hun krævede ikke kundskab, som Eva havde gjort – hun sagde ja til det, hun ikke forstod – til det guddommelige mysterium. Englen fortæller hende, at hun skal føde det guddommelige barn – det forstår hun ingenting af – hun har jo ikke været sammen med en mand, som hun siger. Men hun nægter ikke, sætter ikke spørgsmålstegn ved det. Englen siger blot, at den Højestes kraft skal overskygge hende - og hun åbner sig for Guds vilje - lader ham handle med sig. Derfor kan hans ånd træde ind og tage bolig i hende – hun stopper den ikke med sin forstand, sin kundskab. Hun siger blot: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«

Maria var den første, der sagde "ja". Hun var porten. Igennem hende trådte Gud selv ind i vores verden og lod sig føde som en af os. Igennem hende blev Guds ord, Guds kærlighed og nærhed – kød. Og den proces – med at Gud bliver kød – den fortsætter og fortsætter – igennem mennesker – igennem os. Ligesom Maria undfangede Jesus-barnet – kan vi undfange det. Den mystiske virkelighed, det barn bærer i sig, kan leve i os – hvis vi kan følge Marias eksempel og sige "ja".      

Guds skabelse fortsætter og fortsætter. Gud sender sin Hellige ånd ind i ethvert menneske, der siger ja. Da Jesus forlod denne verden igen, lod han sin hellige ånd – sandhedens ånd – blive hos os. Den vil altid i os kunne forny nærheden med ham – og give os visdom.

Stilhed 5 min.

Herunder synges: Salmebogen 439

Velsignelse

Salme: Marias lovsang – kopi

Postludium