24. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.          

Tekster: Dan.7,9-10,13-14; 2. Kor. 5,1-10; Joh. 5,17-29.    

              Vores kirkeår er ved at være til ende - næste søndag er den sidste i kirkeåret. Det betyder, at vi nu er begyndt på afslutningsteksterne, der alle handler om det sidste – om dommen, hvad den så er! For intet sted i det bibelske univers siges der noget entydigt om den. Der er flere domsbilleder, men billeder skal tolkes, så når vi taler om dom, taler vi om noget, vi ikke ved ret meget om, noget som går ud over, hvad vi forstår. Dommen er gemt hos Gud.

              Evangelieteksten, vi lige har hørt, er fra Johannesevangeliet. Her stod der, at Faderen, Gud, ikke dømmer nogen, for han har overdraget hele dommen til Sønnen, til Jesus. Det er altså Jesus, der er dommeren! Lidt tidligere i evangeliet har vi hørt, at Gud sendte sin søn til verden, for  at verden skal frelses ved ham. Gud gav sin søn til verden - af kærlighed – for at frelse – og ikke for at dømme. På dette sted siges der også noget om dommen: Dette er dommen, står der, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.

              Gud gav altså sin søn til verden – af kærlighed, og dommen er en konsekvens af denne kærlighedshandling. For da lyset kom, skete det, at nogle mennesker – eller noget i mennesket - elskede mørket frem for lyset, og at de derfor vendte ryggen til lyset. De ønskede ikke at blive set – eller at se sig selv, som dem de er – med det, de gemmer på, de ønskede at skjule sig. Det, der altså siges om dommen her, er, at det ikke er Gud – og heller ikke Jesus, der dømmer. Dommen sker på en måde indeni os selv, i det enkelte menneske – i hvordan vi reagerer på Jesus, Guds lys. Søger vi ind i hans kærlighed, eller prøver vi at undgå klarhedens lys – og gemme os for sandheden om os selv? Vores afgørelse dømmer os!

              Det her er måske nye tanker for mange – at vi er vores egne dommeren i måden, vi lever på. Men det er, hvad der står i teksten. Dommen afgøres i os – i hvad vi vælger at gøre med vores liv. Ingen steder siges det så tydeligt som i Johannesevangeliet. Egentlig kender vi vel kun til dom – fra os selv! Vi kender sikkert alle den indre dommer, der igen og igen dømmer - os, og dømmer andre, og som altid har meninger om, hvem og hvad der er godt og rigtigt, og hvad der er forkert.

              Det, vi hører her i dag, er, at som vi dømmer, sådan dømmer Gud ikke. Vi skal ikke lægge vores forestillinger om dom over på ham, for han er Gud. I dag kan vi igennem vores tekster lære lidt om, hvordan hans dom er.    

              Først er der Daniels syn fra GT. Daniel fortæller om et vældigt syn, han har haft. Om en trone af ild, der blev stillet frem og ”en gammel af dage, der tog sæde på den”. Den gamle af dage må være Gud selv, for ti tusinder stod foran ham og tjente ham. I synet blev retten .. sat, bøgerne blev åbnet, og vi fornemmer det skæbnesvangre. Gud har besteget domstronen - nu skal alt frem i lyset!

              Men så sker der noget andet, for med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; og da han trådte hen foran den gamle af dage, fik han givet herredømme, ære og kongerige, og alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Vi får at vide, at hans herredømme er et evigt herredømme. Den endelige domsret bliver her af Gud givet til menneskesønnen, der kommer med himlens skyer. Til et almindeligt menneske, der i sig rummer en evig, åndelig og uendelig magt og kraft.

              I Det gamle Testamente er der flere sådanne forudsigelser om en frelserskikkelse, der skal komme. Man venter en stor profet som Moses eller Elias; man venter en ny konge af Davids slægt; man venter en Herrens Tjener, der skal lide meget, og så venter man denne menneskesøn, der skal komme med himlens skyer.

              I alle evangelierne forholder Jesus sig til disse forudsigelser, men den af dem, han selv identificerer sig med – er Menneskesønnen! Flere gange vil nogen gøre Jesus til konge, men hver gang siger han: Jeg er Menneskesønnen, der skal lide meget. Sådan forstår han sig selv. Han er et almindeligt menneske, som enhver af os, men samtidig er han Guds søn, den, der bærer al Guds kærlighed og kraft.

              Hvis Gud altså har sat Jesus til at være dommer over vores liv, så er den guddommelige dommer et menneske, der kender hele mennesketilværelsen indefra og som ved, hvor svært det er, at være menneske. Han ved, at selv om vi vil – og ønsker – det gode, så er det meget ofte, at vores handlinger alligevel får dårlige virkninger. Vi kan ikke gennemskue konsekvenser, for vi ser og forstår så begrænset, og tingene falder anderledes ud, end vi havde tænkt os. Ofte kan vi ikke gennemskue vores egne motiver. Mange gange bliver det med os som med  Paulus, der siger – at det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, og det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Sådan ved Jesus, at det er! Og han er kommet til jorden for med sin kærlighed at hjælpe os med det svære vilkår, vi lever i.

              Vores himmelske dommer er altså den evige barmhjertighed og kærlighed, som kender vores vilkår indefra. Hos ham har vi intet at frygte! Vi kan gemme os i ham! Ja, Jesus siger helt tydeligt til os i vores tekst her i dag, at den, der tror på ham – gemmer sig i ham – slet ikke kommer for nogen dom!: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv, og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet, siger han. Igen er dommen, om vi vender os imod ham eller væk fra ham.

              Liv i Jesus har ingen forbindelse med nogen dom – her lyser kærligheden,– og oplyser og omslutter. I hans nærhed kan det mørke, der bor i os, slet ikke ses – det bliver helt oplyst af hans lys og levendegjort af hans liv. Jesus siger direkte, at ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.

              En af Johannesevangeliets pointer er, at vi mennesker ikke har liv i os selv. Vi søger ære fra andre mennesker frem for ære fra Gud, siger Jesus – vi spejler os i hinanden, søger bekræftelse fra hinanden og blegner for os selv og bliver til ingenting uden denne bekræftelse. Jesus har liv i sig selv! Og igennem ham – i hans nærhed - kan vi også få liv i os selv, og finde hvile i at være dem, Gud har skabt os til at være. Dem, vi er!

              Alt det, som Jesus siger til os i dag om dommen, det siger han på baggrund af, at jøderne er opsat på at slå ham ihjel. Han giver og giver – midt i at han selv bliver forfulgt! Situationen er den, at Jesus netop har helbredt en lam mand ved Bethesda Dam – et sted hvor mange syge holdt til. Han helbredte ham på en sabbat – jødernes helligdag, hvor ingen må arbejde. Men for Jesus er livet og øjeblikket vigtigere end regler, og når et menneske lige nu har brug for hans hjælp, så tæller kun det. Hos ham er der hverken dom eller betænkelighed ved at overskride bud og normer – han har liv i sig selv!

              Jøderne er også vrede på ham over, at han kalder Gud for sin far, for derved ophøjer han sig selv, siger de, og gør sig lig med Gud. I jødernes væremåde får vi vist, hvad Jesus mener med, at dommen finder sted i det enkelte menneske lige nu – i dets afgørelser og handlinger. Jøderne her dømmer sig selv, fordi de ikke ser den kærlighed, Jesus møder det andet menneske med – og fordi de dømmer ham. I deres dom over ham – i deres tilbøjelighed til at dømme i det hele taget - dømmer de sig selv – og sætter sig udenfor Jesu kærlighed.

              Men Jesus siger til dem: den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. I denne her situation er jøderne de døde. Deres hjerter er døde, for kærligheden lever ikke i dem. Men Jesus giver dem muligheden – nu – for at høre Guds søns røst, for at træde ind i en anden virkelighed, for at komme til live. På samme måde giver han os muligheden – nu! Lige nu kan vi slippe vores angst, og alt hvad vi ellers gemmer på – og høre, hvad han siger! vi kan træde ud af dommen og ind i livet. Jesus dømmer ingen – ikke jøderne og ikke os, han åbner døren ind til sit rige!

              Igen og igen vil vi få muligheden! I livet og i døden! De, der har øvet det gode, skal opstå til liv, men de, der har gjort det onde skal opstå til dom! siger Jesus. Selv i døden slipper han os ikke. Men mon ikke vi alle har øvet både det gode og det onde i vores liv. Om ikke før så i døden kommer vi til at stå ansigt til ansigt med sandheden om os selv! Noget i os opstår til liv og går direkte ind i den himmelske bolig! Mens noget i os opstår til dom - for at blive til befriet for livets hemmeligheder og usandheder, for at komme til at hvile i klarhed. Dommeren, der ser os i det nu, hvor alt bliver synligt, er Menneskesønnen, - ham, der kender os, ved alt om os, og elsker os alligevel! Ham, der er et med Faderen, ham, der døde for os, for at vi skulle leve! Ham skal vi dømmes af – han, der er kærlighedens inderste væsen. Amen!