19. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.           

Tekster: Es. 44,22-28; Ef. 4,22-28; Mark. 2,1-12

              Vi skal aflægge det gamle menneske, siger Paulus til os i dag. Det, som hører til vores hidtidige liv. Vi skal fornyes i sind og ånd og iføre os det nye menneske, skabt i Guds billede. Det er ikke så lidt, Paulus vil have os til – ikke så lidt han lover os, - men han gør det helt i overensstemmelse med den kristne menneskeforståelse.

              Allerede i begyndelsen af Det gamle Testamente hører vi om, hvad et menneske er. Det sker i de to skabelsesberetninger, der i billeder fortælles os, hvordan Gud skaber verden og mennesket. Han gør det forskelligt i de to beretninger, for de fortæller hver om sin dimension af menneskelivet. Den første beretning handler om den indre virkelighed – om hvad Gud vil med sin skabning. Den anden viser, hvordan vi mennesker i vores konkrete virkeligheden lever med hinanden.

              I første skabelsesberetning skaber Gud mennesket i sit eget billede. Det betyder, at vi alle er skabt, så vi bærer Guds billede i os, at renheden og sandheden og kærligheden bor i ethvert menneske, og at vi derfor har muligheden for at leve i overensstemmelse med Gud og med hinanden. Med det, der er meningen med os.

              Men sådan lever vi sjældent – eller slet ikke, og det fortæller den anden skabelsesberetning om. Her skaber Gud mennesket af jord, og derefter blæser han sin ånde ind i det, så det bliver levende. Sådan er livet her på jorden. Vi er af jord, for vi skal alle dø, og vores krop er skrøbelig og forgængelig. Men vi er noget mere. Guds ånde lever i os, og så længe vi trækker vejret, har vi muligheden for at erkende det. Men vi har alle - som Adam og Eva - spist af kundskabens træ, og dermed har vi glemt vores guddommelige ophav. Vi har gemt os bag figenblade, og hver dag gemmer vi os bag dem, for vi vover ikke at stå nøgne overfor hinanden. Ikke bare kropsligt gemmer vi os – vi gør det også sjæleligt og følelsesmæssigt. Vi gemmer os for hinanden bag masker og roller og facader. Hver gang vi ikke siger sandheden til hinanden, gemmer vi os. Når vi giver andre skylden for det, vi selv har gjort eller har ansvaret for, ja, så gemmer vi os også. Figenbladene fylder meget i vores forhold til hinanden. 

              Nu kommer Paulus så og siger til os, at vi skal aflægge det gamle menneske og iføre os det nye, skabt i Guds billede. Med andre ord siger han, at alt det med figenbladene skal vi lægge til side, og vove at være det, vi er. Vi skal finde ind til de muligheder, Gud har lagt i vores hjerter. Vi rummer to forskellige virkeligheder i os, og alt for længe har vi ladet den ene af dem fylde vores liv og vores måde at være til på. Vi har ladet alle de ydre behov og vores skam og angst og skyld bestemme over os, men det skal være slut nu, siger Paulus, for livets mening fuldbyrdes kun, hvis vores ydre liv befrugtes af det indre, af Guds billede i vores hjerter, for så bliver vi, alt det, vi er – alt det, Gud har villet med os.

              Paulus fortæller os, hvad sådan et liv indebærer. Det indebærer først og fremmest, at vi lægger løgnen bort og taler sandhed med hinanden, siger han – for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke, siger han. Det er ikke vores følelser, og det, vi er, der er noget i vejen med. Vi må godt blive vrede f.eks. Problemet er løgnen – at vi gør os bedre, end vi er. At vi ikke står ved os selv. For løgnen og usandheden adskiller og skaber forvirring. Den ødelægger vores forbundethed med hinanden, for når vi ikke er ærlige og sande overfor hinanden, så ved vi ikke, hvor vi har hinanden – vi bliver fremmede for hinanden. Løgnen er synden – ikke vreden og de naturlige følelser.

              GT-teksten får os til at rette blikke mod Gud og hans storhed. Den fortæller os om, hvordan Gud har skabt alt – jeg alene har spændt himlen ud, siger han selv. Gud kan alt, står bag alt, derfor kan han også stå inde for det første han siger til os: Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky … Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.” Sådan kalder han på hver eneste af os. Og han står inde for det. Den, der lader gudsbilledet leve, befries for det, der gør ond – for alt, hvad der plager. Alt det er som en sky imellem os og Gud, og den sky udsletter Gud, når vi åbner os for ham.

              Jesus er Gud selv, der er blevet menneske. Han er gudsbilledet i kød og blod. Derfor kan han vise os, hvad det er, vi skal udfolde. Og ikke alene viser han os det - ved sin måde at være i verden på – han hjælper os med at lade det ske. Han kalder det frem i os.

              Det er det, vi i evangelieteksten ser, at han gør ved et menneske. Handlingen i fortællingen er den, at Jesus kommer til en by, og det rygtes, at han er der. En masse mennesker samler sig omkring ham, og selv udenfor stedet, hvor han er, stimler de sammen. Vi ser, at han må have gjort et stort indtryk på folk – at rigtig mange gerne vil se ham.

              Da nogle så kommer bærende med en lam, kan de ikke komme frem til Jesus på grund af folkemængden. Vi hører ikke, hvem den lamme er, men han er et billede på hver eneste af os – for vi er alle lamme – hver på vores måde. Den lamme er det, Paulus kalder det gamle menneske. Vi har alle vores problemer, noget vi ikke kan, noget vi ikke magter. Enhver usandhed i vores liv indebærer en lammelse. Enhver konflikt, vi ikke får løst er udtryk for lammelse. Så vi bærer alle på en lammelse.

              Men her er der nogle, som forstår den smerte, det indebærer at være lam, og de vil bringe den lamme hen til Jesus. De ved, at kun Jesus og hans kærlighed kan løse lammelsen. De vil virkelig have den lamme derhen. Det er stærk at høre om deres vilje. Da de ikke kan komme frem på anden måde, bryder de simpelthen taget ned over det sted, Jesus er. De går ikke op i, hvad folk vil tænke – eller i omkostningerne, hvis de senere kommer til at betale erstatning. De har ikke anden tanke i sig end viljen til at nå Jesus. De er fire, der bærer den lamme. Det kan være meget gode venner eller nær familie. De og den lamme er virkelig hinandens lemmer – sådan som Paulus taler om det – de er næsten som et med ham.

              På den måde kan vi mennesker hjælpe hinanden – ved at stå sammen, holde hinanden fast og skabe et rum for hinanden, hvor vi får mod til at gøre det, vi ikke ville magte alene. Men de fire kan også være sider i os, i det samme menneske, som rummer den lamme. F.eks. vores længsel, der kan være blevet så stor, at den sætter al usandhed, alle roller eller figenblade til side for at nå Jesus - eller det, kontakten med ham kan gøre i vores liv.

              Da Jesus ser deres tro siger han: ”Søn, dine synder tilgives dig.”  Jesus heler det menneske, der er kommet til ham. Al den adskillelse som lammelse og usandhed har skabt, udsletter han som en sky – sådan som Gud lovede det i GT-teksten. Han ifører den lamme det nye menneske, sådan som Paulus talte om det. Han vender al sin kærlighed mod det menneske, der er kommet til ham.     

              De skriftkloge, der står i nærheden, bryder sig ikke om det, de ser. De holder fast ved deres gamle gudsbillede, ved deres gamle selvretfærdighed – og det ser Jesus. Han ser, at deres ansigtstræk ikke lettes, at deres fordømmelse lyser ud af dem. Han ser, hvad de tænker i deres hjerte, som teksten siger. Deres lammelse lever fortsat. - Og måske kender vi også de skriftkloge i os! De sider, der har svært ved tage imod – de sider, der vil fordømme – også fordømme det nye og det, der måske kunne være godt. De drager det i tvivl.

              Men også dem hjælper Jesus. Han går ind på deres præmisser – deres tanker. De holder fast ved alt det, de har lært. De ved, at kun Gud kan tilgive synder, så når Jesus gør det, er han en bedrager – eller han er Gud selv, men det sidste vil de ikke overgive sig til. Gør de det, vil deres liv nemlig forvandles, og det er ikke let, at slippe det kendte – deres angst er nok for stor. Derfor ser de Jesus som bedrageren. Men Jesus spørger dem om, hvad der er lettest – at tilgive synder eller at helbrede. For dem er det at helbrede – det kan en god læge måske gøre. Kun Gud kan tilgive synder.

              Jesus accepterer deres overvejelser – han ser dem, som de er, møder dem. Og så fejer han alt det gamle væk. Alle overvejelser og betænkeligheder, al opdelen i ydre og indre – for nu helbreder han også den lammes ydre liv, hans konkrete sygdom eller den lammelse, han nu lider af. - Eller måske er det de skriftkloge, han helbreder, for da den lamme rejser sig og tager båren og forlader stedet, så bliver de alle helt ude af sig selv og priser Gud. Også de skriftkloge! De har helt glemt sig selv ved det, de oplever.

              Det er som om hele denne hændelse illustrerer, hvordan Jesus kan helbrede et menneske, hvis det menneske vil. Her er der en, som vil, - ingen pris er for dyr for ham. Smerten over lammelsen og længslen efter noget andet, efter tilgivelse og kærlighed, er blevet for stor. Dette menneske kæmper sig målrettet og med stor vilje frem til Jesus, og Jesus helbreder – først alt det indre, der har lammet. Synden – altså usandheden, alt det mennesket har gemt bag figenbladene. Jesus forløser de dybeste følelser af skyld og angst og skam, af ensomhed og fremmedhed i det menneske. Han sletter det ud som en sky, og derved kalder han gudsbilledet frem.

              Men det er svært at slippe det gamle – og den gamle selvfordømmelse forsøger let at standse det nye, som de skriftkloge gør det i fortællingen. Men Jesu kærlighed er så stærk, at foran ham smelter alt, hvad der forsøger at stille sig i vejen. Han ser, han konfronterer, og han tilgiver. Han forløser.

              I fortællingen bliver det tydeligt, at egentlig forandring af et menneske, må komme indefra. En helbredelse kun for den ydre lidelse hjælper os ikke – den indre tyngde må først tages fra os. Mange af os har sikkert oplevet, at noget nyt og godt kan ske, at vi kan blive raske fra en sygdom, få et nyt arbejde, blive genforenet med venner eller andre kære, - men hvis vores holdning til livet ikke samtidig er blevet en anden, så falder vi let tilbage til det gamle igen, til de gamle mønstre.

              Den indre lammelse må helbredes, gudsbilledet må leve i os – og den eneste, der virkelig kan helbrede og kalde det frem – det er Jesus, Guds billede i verden, for han er den eneste, der møder os med fuldstændig accept og kærlighed. Han ved nemlig, hvad det vil sige at være menneske! Amen!