1. søndag i advent - 1. tekstrække   

Tekster: Sal. 24; Rom. 13,11-14; Mat. 21,1-9           

1.      søndag i advent! Endnu engang træder vi ind i jule-

forventningens tid og mærker den helt særlige stemning, der kalder på os. Egentlig er advent en bods- og bedetid, en sindets forberedelsestid til julen - til at kunne tage imod det, som sker der. Men vi mennesker fokuserer nok mest på al mulig anden forberedelse, fordi vi synes, at der er så mange praktiske ting, der også skal være i orden, for at julen bliver jul. Men vi ved godt, at uanset, hvor meget vi forbereder på den måde og har gjort rent og lavet mad og købt ind, så er vi ikke herre over, hvordan julen bliver. Vi kan til en vis grad kontrollere det fysiske, men ikke det følelsesmæssige, og det kan være overraskende lidt, der skal til, før alt falder anderledes ud, end vi havde håbet på. Derfor er det vigtigt, at vi også forbereder sindet og forsøger at åbne os for den virkelige begivenhed, som går langt ud over, hvad der rent konkret sker.  

              Børn er åbne for juleglæden, og forventningen og spændtheden lyser ud af dem allerede nu, 1. søndag i advent. Måske må vi alle blive lidt som børn igen for helt at kunne tage del i det mysterium, der åbner sig for os julenat. Børn har åbne sanser, og de registrerer finheden i det, som sker. Derfor påvirkes de også ofte mere, end vi voksne gør det – det gælder i mange sammenhænge – også i julens.

              Og vi bærer alle barnets åbenhed - og liv og glæde i os, hvis vi kan finde ud af at åbne os for det. Længslen efter det bor vist i alle. Julen kan være en anledning til at prøve, fordi verden der i sig selv står en lille smule mere åben, end til daglig. Det kræver tid at åbne sindet – tid til at mærke, tid til at sanse, tid til at håbe. Og det kræver parathed til at møde det i sindet, der står i vejen for os – alle de følelser, som vi er løbet stærkt i livet for ikke at komme til at møde og se. At advent kirkeligt set er en bods- og bedetid betyder ganske enkelt, at vi her skal rette tankerne ind mod os selv, for at få ryddet op i noget af alt det, der står i vejen for dybdesansningen og glæden.

1.      søndag i advent retter vi os imod, at ”han kommer”, som

advent jo betyder. Nu skal vi til at rydde op, for nu ved vi, at han er nær – at han faktisk kommer, og at vi med ham får lov til at træde ind i en ny begyndelse! Men 1. søndag i advent er også noget andet. Det er en festdag, en jubeldag, for det er også 1. søndag i et nyt kirkeår. Når Jesus i vores evangelietekst her i dag rider ind i Jerusalem, så rider han billedligt talt ind i vores nye kirkeår, og derfor anslår hans indtog i dag andre strenge, end når vi palmesøndag hører om det samme indtog. Palmesøndag er fokus på, at han rider ind for at møde sin korsfæstelse og død, i dag er det glæden over, at han kommer, der står forrest – også selv om vi midt i den – midt i glæden - godt ved, at korsfæstelse og død følger med – i vores kirkeår og i vores liv. Men vi ved også, at opstandelsens virkelighed lyser bag korsfæstelsen.

              I GT-teksten blev jubeltonerne anslået. Det var en af Davids salmer, vi hørte, og den tager udgangspunkt i ældgamle ritualer, hvor man i det gamle Israel - sikkert i forbindelse med nytårsfesten - i procession har ført Gud selv, rundt om Jerusalems mure og ind i byen igennem de ældgamle porte. Gud har sikkert været synliggjort af Pagtens Ark eller noget andet helligt, der har kunnet repræsentere hans væsen eller kraft.

              Før råbene til portene om at lukke sig op for ærens konge, hører vi i salmen næsten som en lovprisning, hvordan jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren - ham, der har skabt alle ting. Kun de, der har skyldfrie hænder og et rent hjerte og ikke farer med løgn kan være med i processionen og få velsignelsen ved det. Her er vi tilbage i det, vi talte om før med advent og jul, at der skal en form for renselse eller oprydning i sindet til, før festens virkelighed kan nå ind i et menneske og forvandle noget i det.

              Men stort er det her! Gud selv drager ind i Jerusalem! Og denne begivenhed er et forbillede på, eller en type på, hvad Jesu indtog i Jerusalem handler om. Her er det igen Gud, der drager ind, og igen anslås der toner, som går helt tilbage til og ind i skabelsens virkelighed.  

              Også Paulus bærer den lidt højtidelige stemning med i stykket fra hans brev til romerne, som vi hørte lidt af. Han vedkender sig også, at noget nyt står for døren. Han siger, at natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på, fortsætter han og slutter med at opfordre til, at vi iklæder os Herren Jesus Kristus. Det er så smukt, som han udtrykker sig – og håbefuldt!

              Men kan vi aflægge mørkets gerninger, som han siger? Gør vi ikke hver dag forkerte ting, svigter og fejlbedømmer hinanden, og hvad der ellers hører med til det? Jo, men på trods af det, bliver vi ikke holdt tilbage fra mødet med Guds kærlighed. I glimt og øjeblikke får vi lov til at tage lysets rustning på og opleve livet fra et helt andet perspektiv og i en helt anden dybde end det, der hører os til. Det er det, bl.a. julen kan være en åbning til!

              Selve beretningen om indtoget er som en fanfare! Der er jubel og tilbedelse, der er opfyldelse og glæde, og Jesus viser sin skaberkraft! Det sidste sker allerede fra begyndelsen, for da Jesus og disciplene nærmer sig Jerusalem, sender han to disciple ind i en lille landsby for at hente et æsel og dets føl. Han siger til disciplene, at æslet og føllet vil stå bundet, lige når de kommer ind i landsbyen. Han ved det, fordi han er Gud. Enten ser han ind i det ukendte, eller også skaber han virkeligheden. Han er i hvert fald herre over den.

              Han siger også til disciplene, at hvis nogen spørger dem om noget, f.eks. om hvorfor de bare tager dyrene, så skal de svare, at Herren har brug for dem! Lidt rystende ord for os! For med disse ord åbner han for selvransagelse – i os. Tænk på manden, der ejer æslerne, og som oplever at nogle fremmede kommer og tager dem – og til forklaring siger de blot: Herren har brug for dem. Vi kan jo sætte os i mandens sted! Hvad ville vi svare, hvis æslerne var vores? Hvordan ville vi reagere?

              Ville vi i tillid sige ja til denne pludselige udfordring – eller kald? Ville vi overhovedet forstå, at det var et kald! Forstå hvad det drejede sig om! Nu skal vi tænke længere end æslerne – det ville være svært nok i sig selv med dem. Men Gud kræver jo ind imellem pludselige og voldsomme ting af os, og vi forstår ikke meningen med det! Kan vi umiddelbart sige ja til det, der sker? Det er nok de færreste af os, der ikke gør modstand, når Gud vil noget med os. Som vi nok også i det små gør modstand over for det, han vil have os til at gøre for at forberede julen, så han kan give os det bedste, han ejer.

              Midt i indtogets festforberedelse standser Jesus os altså og stiller os på prøve. Men han lukker os ikke ude – prøven er for ham som en sidebemærkning, og vi må selv mærke, om vi lader os standse af den! Jesus går videre med opfyldelsen! Alt dette her sker, for at en gammel profeti skal gå i opfyldelse. For det er forudsagt, at når en konge som David kommer tilbage og genopretter sit rige, så vil han komme ridende ind i byen på et æsel og dets føl. Og folk ser, at nu sker det. De ser, at Jesus er kongen af Davids slægt, og de jubler og breder deres kapper ud på vejen, og andre skærer grene af træerne og strør dem på vejen. Og de lovsynger og priser den nye konge, Guds repræsentant, som nu rider ind i Jerusalem. Alt er godt og opfyldt. De råber Hosianna, et hyldestråb, men ordene betyder: Frels dog! Alt her har såvel politiske som religiøse overtoner. Det er virkelig en ny tid, der står for døren!

              Det er det også for os. Et nyt kirkeår er en ny tid, med alle muligheder åbne og alle håb og længsler levende! Og vi tilbydes at følge med ind i det – med alt i os. Vi tilbydes også at kaste vores kapper og alt, hvad vi ellers skjuler os i, og i glæde og taknemmelighed kaste det hele ned for Jesus, for nu ved vi, at han kommer!

              Først må vi dog lige mærke, om vi standses ved Jesu ord om, at Herren har brug for noget fra os! Og måske dvæle ved tanken om, hvor svært det kan være at se ham, som han er – så helt anderledes end det, vi selv bygger op og kender! Her i teksten kommer han ridende på et æsel. Det er et overraskende ridedyr for en konge – i teksten kaldes æslet også et trældyr. Og han kommer sagtmodig - ridende på æslet. Folket hylder, men han er ligesom ikke selv helt med i det. Nu er både æslet og sagtmodigheden en del af profetien, men alligevel. Hvem er han, der kommer så anderledes?

              Vi venter på julen og holder den gerne med feststemning, god mad og masser af gaver, for vi har meget at være glade for den aften. Men Jesus bliver født på den fattigste måde, vi kan forestille os. Ikke engang tag har de over hovedet, men må søge tilflugt i en hule, hvor dyrene også finder ly for naturens barskhed og nattens og mørkets farer. Derer der ingen fysisk sikkerhed, de ejer ingenting – og alligevel erdet det højeste lys og den mest levende kærlighed, som der kommer til verden. Og vi bliver budt ind!

              Jesus kan ikke begribes, julens fødselsrum kan ikke forstås. Hvor Jesus er, åbnes der til en anden virkelighed, hvor hyldest og glæde og smerte og afsavn hører sammen. For at træde ind i dette rum af liv, må vi forberede os – og forberede os på netop det overraskende, mysteriet, det levende! Det er hvad advent handler om!

              Dagen i dag åbner døren ind til Jesu virkelighed, til hans kirkeår! Derfor er dagen en fest og en hyldest, for nu ved vi, at han kommer. Og derfor er dagen også en kalden til forberedelse og selvransagelse – en kalden til bod og bøn! Amen!