Pinsedag - 2. tekstrække 2010

Tekster: Jer. 31,31-34; Ap. G. 2,1-11; Joh. 14,15-21

              For 10 dage siden var det Kristi Himmelfarts dag, og der mindedes vi her i kirken, hvordan Jesus forlod vores virkelighed. Efter sin opstandelse påskemorgen viste Jesus sig flere gange for disciplene – og underviste dem på forskellig måde. De skulle også efter hans død og opstandelse vide, at de altid ville kunne genkende ham – fordi de var så dybt forbundet med ham og hans ånd. Selv ikke døden ville kunne skille ham og dem. Igennem deres personlige forhold til ham hver især, igennem den helt særlige følelse af nærvær, der var imellem ham og hver enkelt af dem – ville de altid kunne genkende ham.

              Ved graven påskemorgen genkendte Maria Magdalene ham ved den måde han sagde hendes navn på. På vandringen til Emmaus og ved det efterfølgende måltid genkendte to af disciplene ham i den måde, han brød brødet på – og i måden han var sammen med dem på – i det, de følte i hans nærhed. Den tvivlende Thomas fik lov til at stikke sin finger ind i hans sårmærker. Jesus møder hver enkelt forskelligt – alt efter hvordan netop det menneske er, og efter hvordan relationen imellem Jesus og mennesket er.

              Da 40 dage er gået efter påske – på Kristi Himmelfartsdag, giver Jesus disciplene den konkrete opgave at forkynde syndernes forladelse for alle folkeslag. Alle skal vide, hvad Jesus har gjort for dem. Disciplene skal begynde i Jerusalem, siger han, og der skal de blive, indtil de bliver iført kraft fra det høje. Da han har sagt det til dem, tager han dem med udenfor byen. Her løfter han sine hænder og velsigner dem, og idet han velsigner, bliver han båret op til himlen. Det sidste, Jesus gør i vores virkelighed, er at velsigne. Han gør det, mens han forsvinder, og derfor bliver hans velsignelse for altid over os og vores liv. Han velsigner os stadig.

              Men han er selv borte – han er gået til sin Fader for at bane en vej for os, som han siger. I vores død skal vi igen forenes med ham. Men her i verden er han nu ikke længere. Vi kan synes, at det må have føltes forfærdeligt tomt for disciplene, at han forsvinder – men det gør det ikke. De er fyldt med glæde over hans velsignelse, og de venter i tillid på det, han har lovet dem – at de skal blive iført kraft fra det høje.

              Det sker 10 dage senere – på den første pinsedag – og det er det, vi fejrer i dag – det, der skete dengang. For det, disciplene der oplevede, gælder også for os. Vi er så at sige med i deres oplevelse. Pinsen har også for os en helt særlig betydning – af liv og kraft og ånd.

              Disciplene er alle forsamlet, da dette sker – da de iføres kraft fra det høje. Så de oplever det i fællesskab. Pludselig hører de alle en lyd – den kommer fra himlen – og den lyder som et kraftigt vindstød, som et voldsomt åndepust. Lyden er så stærk, så kraftfyldt, at den fylder hele huset. Og lyd skaber stemning og rum, så de rykkes alle ind i denne fælles oplevelse - af lyd fra himlen, af at være i Guds åndepust. Midt i oplevelse ser de tunger som af ild, og ildtungerne fordeler sig og sætter sig på hver enkelt af dem. Vi hører ikke noget om, at disciplene bliver forskrækkede – så oplevelsen må have været så fortættet, og føltes som noget så kendt, at de har følt sig trygge – og blot været der, ladet sig opfylde af det, der skete – af lyden og af synet af ildtungerne.

              Da blev de alle fyldt af Helligånden, står der – de blev alle på én gang iført kraften fra det høje. Det samme skete for dem alle, og alligevel var det forskelligt for hver enkelt af dem. Hver for sig havde de jo fået deres egen ildtunge, og derfor kom de hver for sig til at brænde af deres egen ild. Guds ånd tager bolig i dem alle, men på forskellig måde. De bliver ved med at være sig selv. Ja, måske er det først nu, at de bliver helt sig selv, for først nu får de mod og kraft til at bruge alt, hvad de rummer i sig - og bruge det på helt nye måder.

              Som Jesus efter opstandelsen gav sig til kende for hver enkelt af disciplene på en særlig måde – alt efter hvordan hans forhold til det menneske var, – på samme måde får hver enkelt i pinsen sin egen åndsflamme fra Gud. Vi mennesker er skabt forskelligt, vi brænder forskelligt – og for noget forskelligt, men vi er alle skabt af Gud - i hans billede. Så den ånd, der brænder i os, kommer samme sted fra og er dybest set den samme.

              Åndens komme får jo også overordnet de samme frugter i alle disciplene, hører vi. For de begynder alle at tale på andre tungemål – alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. Og alle kan forstå, hvad de siger. Ikke kun indbyrdes kan de forstå hinanden, men når de taler, hører alle de, der er kommet strømmende til ved lyden fra himlen, dem på deres eget modersmål. Alle folkeslag er repræsenteret i Jerusalem, og alle forstår de, hvad disciplene siger - uanset hvilket sprog de ellers taler. Dette her er selvfølgelig et under, som skete engang. Men det under kan også ske i dag – ja, det sker! måske bare på en lidt mere skjult måde.

              Vi mennesker kan jo alle have svært ved at forstå hinanden – og ved at nå hinanden. Vi lever i hver vores lille virkelighed, og det gør os let lukkede overfor andre mennesker – overfor det, de siger, og overfor deres måde at forstå virkeligheden på. Det gælder selvfølgelig især dem, der er meget anderledes end os – men det gælder også helt ind i vores familier. Vi taler alle et lidt forskelligt sprog – forstår noget forskelligt ved ordene, vi bruger. Det kan gøre det vanskeligt for os at nå hinanden, og det skaber let ufred.

              Åndens rummelighed kan lukke os op for hinanden, så vi ikke mere blot hører ordene, den anden siger, men også føler mennesket, der siger det, og så er ordene i sig selv ikke mere helt så vigtige. Hvis vi vover at have tillid til den anden og tale med hinanden fra hjertet frem for kun gennem ordene, så taler vi også på en måde i tunger med hinanden, for så hjælper ånden os med at forstå hinanden. Det bliver vi ikke ens af, men vi kan nå hinanden, rumme hinanden – og det ligger der en ny virkelighed skjult i.

              På pinsedagen, da disciplene taler i tunger, hører alle de fremmede dem tale om Guds storværker på deres egne tungemål.  Ingen er her optaget af sit eget, ingen er mere lukket inde i sin egen virkelighed, - det gør hele forskellen. Disciplene er opfyldt af Ånden, af Guds storværker og af livets uendelige muligheder, og den opfyldthed giver de videre til alle omkring sig. Og alle bliver grebet af åndens liv.

              I pinsen sender Gud sin ånd til verden for at åbne os mennesker for hinanden, så vi opdager det fælles imellem os frem for – som vi måske plejer - at fokusere på forskellene. Gud vil ikke gøre os ens – vi får hver vores flamme, men i vores forskellighed vil han åbne os mod hinanden og lære os at rumme hinanden – og at lære af hinanden. Og de helt menneskelige ting kan vi alle dele med hinanden. Glæden ved livet, ved børnene, ved foråret. Glæden ved hinanden. Al den glæde kommer fra Guds ånd – for det er den, der gør livet levende.

              I evangelieteksten til i dag fortæller Jesus os mere om Guds ånd. Jesus taler i teksten her til disciplene for sidste gang, - lige før han tager dem med ud til Gethsemane have, hvor hans lidelseshistorie begynder. Han lover disciplene, at når han er gået bort, vil han sende en anden talsmand til dem, sandhedens ånd, kalder han den. Den skal være hos dem til evig tid – hos dem og hos os, der er kommet efter dem.

              Men der er et problem ved Ånden, siger Jesus, - det er, at verden – altså os, når vi lever vores liv kun igennem det materielle – ikke kan tage imod  den, fordi vi så hverken ser eller kender den. Sådan er det jo – hvis vi lever vores liv kun vendt mod os selv og vores eget, så har vi ikke øjne for Åndens virkelighed – eller forståelse for dens liv og rigdom. Vi kender den ikke. Derfor var det, at Jesus kom til vores verden – for at åbne vores øjne for den virkelighed, der ligger bag det materielle, kærlighedens virkelighed. Hele Jesu liv handlede om, at disciplene skulle lære ham at kende – lære hans ånd at kende, hans nærvær, sådan at hans ånd blev som en del af dem selv. Efter sin død og opstandelse, viste han sig for dem igen for at overbevise dem om, at de stadig kendte hans nærvær, at de stadig kunne føle den.

              Fordi de kendte hans ånd så godt, kunne de genkende Helligånden, da den kom til dem. Det var jo den samme ånd, sin var i Jesus, Guds ånd. Den, de følte så stor tryghed og glæde ved. Så hele Jesu liv sammen med disciplene var en forberedelse til, at dette kunne ske. At hans ånd kunne tage bolig i dem og blive hos dem, og virke i dem.

              Også for os er Jesus vejen til Helligånden. Ved at kende Jesus – kende hans liv og den kærlighed, han brændte af – til os - så lærer vi Guds ånd at kende, og så kan vi at genkende den, når den viser sig i vores liv. Den kommer! – pludselig ved vi, at den er der, vi genkender den – og  så bliver den hos os, siger Jesus – for at gøre vores liv mere og mere levende. Så vi kan føle – os selv og hinanden.

              Vi får en vigtig hjælp i Jesus tale til disciplene her i dag. Jesus kalder nemlig Helligånden for sandhedens ånd. Dermed siger han til os, at den vigtigste forudsætning for, at Guds ånd kan leve i os – det er sandhed. Sandhed i vores liv – det er en opgave, Jesus giver os. Det er ikke en let opgave for i vores natur ligger tilbøjeligheden til ind imellem at dreje sandheden lidt, bøje virkeligheden lige så meget, at den bliver lidt lettere for os selv. Det skal vi ikke gøre, for så skaber vi hemmeligheder imellem os og andre, og så kan det åbne og trygge fællesskab ikke leve.

              Hvis vi vover at leve i sandheden – så kan Guds ånd leve i os, og så vil vi altid være i Jesu nærhed, siger Jesus til os. Så vil vi vide, at vi er i ham, og han er i os – det lover han os her i dag! Det er pinsens glædelige budskab til os – at vi alle igennem ham kan iføres kraft fra det høje. Amen.