Trinitatis søndag. 1. tekstr.                 

Tekster: 4. Mos. 21,4-9; Rom. 11,32-36; Joh. 3,1-15 

              Vi begyndte vores gudstjeneste her i dag med at synge ”I al sin glans nu stråler solen”. Den hører til i pinsen – da Helligåndens flamme satte sig på disciplene hoveder, og de talte i mange tungemål, så alle kunne forstå dem. Alle blev den dag forenet i det budskab, disciplene forkyndte, nemlig budskabet om Guds storværker, som der står. Den dag blev kirken skabt, for da blev Guds Ånd givet til almindelige mennesker.

              Med Helligåndens komme er vi alle blevet bragt nærmere Gud. Nu kan Gud tale direkte til os -  eller han kan tale til os igennem et andet menneske. Og vi kan tale med hinanden i hans Ånd – så taler vi ikke for selv at bliv hørt - eller for at få ret, men for at dele med hinanden - og for sammen at udforske sandheden. Med Helligåndens komme har vi fået muligheden for at mærke Guds nærvær. Og mærke Åndens liv i os. Det er det liv, vores pinsesalme beskriver så smukt, for når ånden lever i os, ser vi alt i et nyt lys. Vi ser hvordan:

Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, det lufter lifligt under sky fra Paradis opladt på ny,

og yndig risler ved vor for i engen bæk af livets flod.

Når Guds Ånd træder ind i et menneske åbnes Paradisets port på

ny i det menneske, og det fornemmer Guds nærvær i alt – i støvet, i løvet, i bækken. I livet, som det udfolder sig i os. Guds Ånd åbner vores øjne, så vi kan se det himmelske midt i det almindelige. Det himmelske er der altid, Gud er os altid nær, men vi kan ikke altid se det, erkende det. Det hjælper hans Ånd os til.

              Pinsedag kom Guds Ånd til disciplene og til os – og gav os nye sanser. Men i dag er der også festdag – det er Trinitatis søndag – eller Trefoldigheds fest, som det tidligere hed. Vi har nu fejret alle kirkeårets store fester: Julen, hvor Gud Fader rakte helt ind i vores virkelighed og gav sin søn til os. Påsken, hvor Jesus, Sønnen, gav sig selv og frivilligt gik ind i døden for at dele det yderste mørke med os – og hvor han sprængte dødens og mørkets magt over os og genopstod. Og Pinsen, hvor Gud igen vendte tilbage til os – ikke som et levende menneske, men som en levende virkelighed. Som Guds Ånd engang levede her på jorden i mennesket Jesus, så lever den her nu som et nærvær, vi alle kan træde ind i.

              I dag, trinitatis søndag, fejrer vi så den treenige Gud. Vi fejrer, at Gud har givet sig til kende for os i tre skikkelsen eller på tre måder – som Faderen, som Sønnen og som Helligånden. Derfor synger vi igen i dag pinsesalmen, der i vers efter vers lovpriser den treenige Gud, som tænder åndens liv i os og gør os til levende mennesker.

              Og vi har brug for at blive gjort til levende mennesker. Det viser GT-teksten til i dag os et billede af. Den handler om det israelitiske folk, der er på vandring igennem ørkenen – sådan som livet altid er en vandring for os mennesker. De lader sig skiftevis styre af selvtilfredshed eller angst og mister dermed klarheden i deres liv – på samme måde som det sker for de fleste mennesker også i dag – at vi mister klarheden. Israelitterne er først utilfredse – alt er for besværligt, og maden er ikke god nok, så de skælder ud – på Gud og på Moses, på dem som faktisk hjælper dem. Vi kan jo tænke over, om vi også kender til almindelig utilfredshed med det, som er - og til beklagelser. Kort sagt til mangel på ånd.

              Så bliver israelitterne overfaldet af slanger. Slangerne bider, og mange dør. Nu fortryder de deres tidligere utilfredshed og hårdhed, og de beder om, at det onde må blive taget bort – at Gud vil fjerne slangerne fra dem igen. Kender vi også dette? At hvis vi midt i den daglige utilfredshed bliver ramt af noget, som gør rigtig ondt – af sygdom eller tab – at vi så  pludselig ser på livet på en helt anden måde. Vi ser, at det vi havde før, egentlig var værdifuldt. At livet er vigtigt i sig selv. Hvorfor så vi ikke det, mens vi havde det? Hvorfor skal der ulykke til, før vi skønner på det, vi har?

              Moses ber for folket, og Gud påbyder ham at lave en slange og sætte den på en stang. Når nogen så bliver bidt af en af de konkrete slanger, skal de rette blikket mod kobberslangen, som Moses har lavet, og de vil beholde livet. 

              Gud hjælper den lidende. Han fjerner ikke lidelsen selv eller dens årsag – slangerne er der stadigvæk, livet vil altid gøre ondt. Men Gud tilbyder en anden måde at møde lidelsen på. I stedet for at vi mennesker drukner os selv i vores egen utilfredshed eller stirre os blinde på det, som er svært, så skal vi rette blikke mod Guds hjælp. Gud er der altid hos os i livets vanskeligheder – også selv om vi ikke forstår hvordan. Måske er andre menneskers hjælp og støtte vores kobberslange, men også selv om vi ikke kan få øje på noget lyspunkt, så er Guds hjælp, Guds Ånd, alligevel altid hos os. Bevidstheden om det skal vi bære med os – den vil kunne hjælpe os til ikke at svinge så meget med i forhold til det, der netop sker os. Til ikke at lade angsten få overtaget.

              Vi kan aldrig gennemskue Guds handlen med os, og vi ved ikke altid, om det, som sker med os, er godt eller dårligt. Det sagde Paulus i sit brev til romerne – det vi hørte lidt af fra alteret her i dag: ”hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver”. Hans veje er uransagelige og usporlige, siger Paulus. Noget kan gøre frygteligt ondt på os, og så viser det sig senere, at netop det, som gjorde ondt, vendte vores liv til noget bedre og mere meningsfyldt. Andet glæder vi os over, når det sker, men undertiden bliver det glædesfyldte indgangen til megen smerte og bekymring. Livet er for stort for os at bedømme – vi kan ikke overskue det, men vi må leve det. Det er vores vilkår. Gud derimod kender livet – også vores liv, og derfor skal vi altid kigge hen til ham. Derfor skal vi ikke fortvivle, når noget bliver for svært – når slangerne bider for voldsomt – vi skal i tillid til ham og hans visdom vende blikket mod hans trøst og indsigt.

              Det er vanskeligt for os mennesker at gøre det. At holde fast i det. Vi svinger så let med i vores egne sindsstemninger og følelser. Det vidste Gud, og derfor kom han os endnu mere i møde – helt konkret ville han give os noget at rette blikket imod, når livet er svært - så vi kunne huske! Og finde styrke! Huske, at han er med os i den yderste lidelse, og finde styrke i, at vi aldrig er alene. Han gjorde sig selv til kobberslangen på staven. I evangelieteksten til i dag siger Jesus selv, at ligesom Moses ophøjede slange i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen – han - ophøjes, for at enhver som tror, skal have evigt liv i ham.  

              Efter Jesu død og opstandelse kan enhver, der bliver ramt, - bliver bidt af slanger for at blive i vores billede – kigge hen på Jesus på korset og vide, at Gud selv er med helt inde i den yderste smerte, og at vi derfor ikke er alene i den. Men også at Jesu korsfæstelse rummer ophøjelsen, for Jesus, der døde i smerte på korset, genopstod. Han blev ikke på korset, - og mens han hang der, var han var ikke kun en kobberslange, – han var et levende menneske. At se på ham rummer både hans delagtighed i vores smerte – og vores delagtighed i hans opstandelse. Fordi vi kender ham, kan Guds Ånd leve i os. Vores menneskeliv kan gå til – det gør det engang for os alle. Men når Guds ånd lever i os, så lever vi videre i den – også når vi dør.

              Den treenige Gud omslutter hele vores menneskeliv – også selv om vi ikke forstår noget af, hvad det betyder. Men virkeligheden i at vi i vores smerte kan se hen til Jesus ophøjet på korset, som israelitterne så hen på kobberslangen, når de blev bidt af slangerne – den virkelighed kan vi hver især erkende, og vi kan erfare, at den kan forvandle livet – for den kan give os mod til at være i det – som levende mennesker.

              Nikodemus er en mand, som aner dette. I vores evangelietekst kommer han til Jesus for at tale med ham om det. Han kommer om natten – måske fordi han skammer sig over, at han begynder at tænke sådanne tanker. Andre skal helst ikke vide det om ham. De fleste mennesker er som Nikodemus blufærdige omkring deres inderste religiøse liv – det er så anderledes end det, vi normalt deler med hinanden. Jesus siger til Nikodemus, at han må fødes igen, hvis han vil se Guds rige. Han er født af kød, siger Jesus, men han må også fødes af ånd. Ånden må blive levende i ham.

              Vi er alle født af kød, - vi lever med vores fysisk krop i den konkrete virkelighed. Men det er ikke nok, siger Jesus. For så længe vi kun er født af kød, lever kun halvdelen af det, der er os. Jesus vil give det hele liv. Han vil vække åndens sted i os, så vi kan se og føle og mærke også med åndens sanser. For så kan vi se ham – se hvem han egentlig er. Og vi kan mærke Guds ånds nærvær og erkende, hvordan den omslutter os helt igennem alt i vores liv. Og vi kan mærke hinanden og os selv på nye måder.

              Hvordan kan det ske? Hvordan bliver vi født igen, af ånd? Det kan Nikodemus heller ikke forstå, og Jesus svarer ham ikke direkte på det. Men han fortæller ham, hvordan det menneske er, som er født også af ånd. Det er som vinden, der blæser, hvorhen den vil. Vi hører den suse, men vi ved ikke, hvor den kommer fra og hvor den farer hen. Det menneske, der lever ud fra Åndens virkelighed, er levende, som vinden. Det spejler sig ikke i, hvad andre mennesker ønsker sig af det – det blæser som vinden derhen, hvor Gud sender det. Det lader sig ikke kue af menneskelig angst, men læner sig ind i Gud – i tillid til at han ved.

              Modet til at leve sådan, siger Jesus, vågner i det menneske der forstår, at Han er ophøjet på korset – i smerte og i opstandelse for at vi skal se på ham, som israelitterne så på Moses’ slange i ørkenen. Når vi ser ham der, så ved vi, at vi aldrig er alene, at døden aldrig kan vinde over os, og at Guds ånd lever også i os. Amen.