Søndag Seksagesima - 2. tekstr.

Tekster: Es. 45,5-12; 2. Tim. 3,10-17; Mark. 4,26-32

              I dag skal vi snakke om Guds rige – om det at være i Guds nærhed. Almindeligvis tænker vi, at det har noget med døden at gøre. Det har det også, for Jesus har lovet os, at når dette liv er ovre, så skal vi være, hvor han er. Det er den største trøst, vi kan få ind i alt, hvad der er svært i vores liv.

              Men Guds rige er ikke blot engang – det er nu. For Guds rige bærer vi altid i os. Gud har skabt os ved sit ord, og han har skabt os i sit billede. Sådan får vi det fortalt i skabelsesberetningen. Det betyder, at det inderste i os altid lever i Guds nærhed. Hans ord holder os i live – i vores inderste taler vi altid med ham. Hans billede dybt i hjertets grund giver vores liv værdi og mening og retning.

              Så Guds rige er altid i os – men det er ikke altid, vi kan mærke det. For vi lever jo først og fremmest vores liv udad – i forhold til verden og til andre mennesker. Vi har arbejde, der skal gøres, og ansvar, der skal passes. Alt, hvad der sker omkring os, trækker i os – og fylder vores tid og vores tanker, så vi helt glemmer, hvem vi egentlig er. Vi har ambitioner, og en masse følelser, der ind imellem løber af med os, og måske får os til at gøre noget, som vi bagefter fortryder. Livet griber os og giver os ikke meget ro. Derfor glemmer vi! Indtil måske en dag, der sker noget, som får os til at stoppe op - og tænke! Og måske længes! Efter det som vi har mistet undervejs, og som vi måske ikke mere ved, hvad er. Det, der gav vores liv mening og retning.

              Teksterne til i dag vil have os til at stoppe op nu! Og tænke nu! I vores almindelige travle liv, kan vi leve med følelsen af, at det er os, der styrer og bestemmer. Vi har alle ansvar for noget, og følelsen af ansvar – eller magt – kan forblinde os. For hvad er det lige, vi styrer, når det kommer til stykket? Ja, en masse konkrete ting kan vi for en tid være herrer over, men vi ved aldrig, hvor længe det varer. Og når vi mister grebet, er det et kæmpe tab for os. Selvfølgelig er det det – hvis vi har været glade for det, vi havde. Men tabet føles måske større, end det egentlig er, fordi vi selv troede på, at vi havde magten.

              GT-teksten fortæller os om, hvem der virkelig har magten. ”Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke”, siger Gud igennem profeten Esajas. Han står bag alt, hvad der sker. Han minder os også om, at han har skabt jorden og menneskene på den. Så magten er hans - altid: ”Jeg er Herren, der er ingen anden”, siger han. Selv om vi ind imellem gerne vil tro det.

              Gud vil have os til at huske, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi skal huske ham! Det er ikke vores lidenhed, han fremhæver – det er hans storhed. For han vil have os til allerede nu at være en del af hans rige – ikke kun skjult og glemt – men åbent. Det kræver, at vi har ham med i vores liv – sætter vores liv i relation til ham – og husker, at magten og meningen er hos ham – også når vi ikke forstår det. Midt i livets omskifteligheder må vi have tillid til ham, for - siger han, ”Kan leret sige til ham, der former det: Hvad er det du laver?” Vi skal læne vores liv ind i ham – i tillid.

           Paulus er et eksempel på et menneske, der har gjort og levet det her. I det brev, vi har hørt lidt fra i dag, fortæller han om, at det ikke er let sådan at slippe den måde, man indtil nu har bygget livet op på. Han blev nødt til det, fordi han fik en voldsom oplevelse af Guds nærvær. Han havde ikke noget valg, for hans liv blev totalt ændret fra det ene øjeblik til det andet. Det lys, han oplevede var så stærkt, at han måtte følge det. Det førte ham ud i meget modgang, men det gjorde hans liv meningsfyldt og nyt. Og han siger meget tydeligt, at hvad han ”end har måttet udstå af forfølgelser, så har Herren reddet mig ud af dem alle”. Han er ikke i tvivl om, at hans liv er i Guds hænder, - det gør ham tryg. Og det giver ham frihed, for det letter hans ansvar – og livets tyngde. Han gør det, han skal gøre, så godt som han kan – så må Gud tage ansvaret og gøre resten.

              Paulus giver os lidt hjælp til at finde vej, for han siger, at den bedste undervisning og vejledning til det her får vi igennem de bibelske skrifter. De kan give os visdom og hjælpe os til at finde vejen – til Guds rige.

              Evangelieteksten giver os så sin vejledning – for her fortæller Jesus to små lignelser om Guds rige. De er helt enkle – som alt, der har med gudsriget at gøre. Men hvis vi begynder at tænke over dem, så bliver de svære at forstå, for det, Jesus fortæller os, kan kun forstås med hjertet. Det har med vores inderste menneskeliv at gøre – med Guds rige i os – og samtidig fortæller det om Guds rige, der venter på os, når det fysiske liv er ovre. Jesu ord har så meget information til os, så meget dybde, at vi kun kan forstå lidt af det ad gangen.

              Guds rige er en del af det guddommelige mysterium, - derfor kan vi aldrig forstå det, fordi det rummer så meget på en gang. Men alligevel må vi forsøge at forstår bare lidt af det – for at vide, hvad vi skal lede efter.

              I den første lignelse siger Jesus, at med Guds rige er det som med en mand, der har tilsået jorden. Manden kan være et billede på Gud, der tilsår vores indre jord. Hvis han er det, så fortæller lignelsen om det samme som GT-teksten, at vi er helt i Guds hånd, og at han dagligt giver os alle de gaver, vi udfolder og bruger i livet. Intet kommer fra os selv – alt kommer fra Gud. Og det skal vi se – og påskønne. Vi overøses med gaver – med evner og muligheder, med familie og venner, med liv.  Hvis vi tager imod alt det som gaver – og ikke tager det som selvfølgeligheder, så fødes taknemmeligheden i os, og den gør livet blødere, og fyldigere og rigere.

              Men manden kan også være os. Så fortæller lignelsen os, at vi selv skal så i vores liv – vi skal hjælpe til. Det er godt nok Gud, der står bag alt, men vi må selv arbejde med – gøre vores del. Intet gror, uden at vi sår. Men når vi sår, så gør Gud resten. Om manden står der nemlig, at da han har sået, så sover han og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.

              Det er et rigtig godt billede på vores liv – for sådan er det jo. Hver gang vi sår noget godt – med gode intentioner – fordi vi tror på det, så gror det, vokser og breder sig – uden at vi ved hvordan. Vi sætter ting i gang, og de spreder sig ud - måske mere end vi aner, for andre bliver inspireret af vores tanker og ideer – de videreudvikler dem, og det, vi sendte ud, har fået sit eget liv. Det kom fra os, men det spirede og voksede og bredte sig. Det kan også bare være et smil, godhed, vi sår, og godheden breder sig til mange. Vi kan alle så – vi gør det også, men vi kan så meget mere, end vi gør. Især hvis vi husker, at Gud lader det vokse og gro – og sprede sig.

              Lignelsen er en fortælling til os om, hvor vigtige vi er hver især, fordi vi kan være med til at sprede Guds rige imellem mennesker. Men den fortæller os også noget vigtigt om tillid. Om at livet er i Guds hånd, og der skal vi lade det være. Vi skal gøre, hvad vi kan – arbejde med på hans skabelse, men vores liv skal vi lade være i hans hånd – i tillid til, at det er, som det skal være – også når vi selv kan være i tvivl om det, vi gør. ”Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.”

              Livet har sin egen indbyggede rytme, som vi ikke kan gøre noget ved, og som rummer sin egen skønhed. Vi fødes som små børn, der ingenting kan, vi vokser op, får ansvar og opgaver, bruger os selv og giver noget af det videre, som vi selv har fået. Og til sidst så er kornet modent – og høsten inde – som teksten siger. Afslutningen, døden, er også en del af livet, og den er lige så naturlig som at blive født. Vi ved ikke, hvornår kornet er modent og høsten inde.

              Vi synes, der først skal være, når vi er gamle og ikke kan mere. Men hvad ved vi om det? Nogle af de mennesker, der har betydet mest for menneskeheden, blev ikke ret gamle. Måske var deres opgave så fortættet, at den blev udspillet hurtigt og at deres budskab fik betydning også igennem deres død. Jesus selv blev kun 33 år. Frans af Assisi blev 44 – og vi kunne nævne mange flere. Der er også mange vigtige personer, som er blevet gamle. Men hvordan skulle vi kunne vide, hvornår kornet er modent på gudsrigets mark? – det kan vi ikke. Derfor skal vi trygt give vores liv i Guds hånd – i tillid til at han er skaberen, der ved og kender alt – og også ved, hvornår vores liv er modent til høst.

              Billedet med høsten behøver heller ikke kun at handle om døden. Det kan også handle om vigtige projekter og opgaver i vores liv. Vi bygger op, men på et tidspunkt må vi igen slippe det, vi har skabt eller været – når høsten er inde. Når det er blevet det, det skulle. Vi må slippe barndommen, når den er ovre. Forældre må slippe deres børn. Vi må på et tidspunkt slippe dem, vi har mistet og gå videre i livet alene. Alt har sin tid – det er naturligt – sådan har Gud skabt livet. Vi skal selv vove at høste i vores liv.

              I den anden lignelse, fortæller Jesus, at Guds rige er som et sennepsfrø. Det er lille bitte, når det kommer i jorden, men når det er sået og vokser op, bliver det til en stor plante med grene, hvor himlens fugle kan bygge rede i skyggen. Gud har plantet sit frø i enhver af os. Han har skabt os i sit billede, lagt sit rige i vores indre. Frøet er så lille, at vi kan leve uden at opdage, at det er der. Men hvis vi opdager det – og sår det, så lader Gud det vokse, og han folder det ud til noget så stort og så livgivende, at vi ikke kan fatte det – både for os selv og for andre. For når Guds rige folder sig ud i et menneske, så giver det skygge og lindring til mange.

               Guds rige er ikke noget fremmed. Det er noget helt nært og kendt. Noget, der altid har levet inderst inde i os – helt derinde, hvor ingen andre har været – end os selv – og Gud. I glimt har vi måske anet det og mødt det. Når en uventet glæde eller lykkefølelse har fyldt os – når nuet pludselig har været stort og stille. Gud vil, at vi skal kende det rige, og at vi skal række det videre til andre mennesker. Vi skal smelte ind i tilliden til ham – ind i hans kærlighed – og så leve den tillid og kærlighed ud i verden, for så bliver Guds rige til en levende virkelighed imellem mennesker. Amen