Tekster: Es.9,1-6a; Luk. 2,1-14

           Nu er det jul! Vi er kommet her, børn, unge, ældre og gamle for at begynde julen sammen - for sammen at mærke, at den er her! Det er den nu! Det er svært at sige, hvad det er, vi mærker, svært at definere, hvad julestemning er. Men den er som en helt specielt rum, der åbner sig, og så er vi der bare. Dette er ikke en dag eller en aften som alle andre – den er helt anderledes! Vi har længe forberedt os til den – og stemt sindet imod den – og pludselig er den her! 

              Vi synger sammen, og vi hører juleevangeliet sammen. Og pludselig er vores virkelighed fyldt med fortællinger om forunderlige ting, som vi normalt ikke skænker en tanke og måske også ville føle for underlige. Men i aften møder vi - som det naturligste - fattige hyrder på marken, og sammen med dem lytter vi til himmelsk englesang. Vi ser Maria og Josef, der kommer til Bethlehem – efter deres lange og besværlige vandring igennem ørkenens sand. Og vi indlever os i deres oplevelse af ikke at kunne få et sted at overnatte – midt i at Maria skal føde sit barn. Der er ikke plads til dem, så de må selv finde et sted at være. Det bliver så i en stald – og i Bethlehem betyder det, at de har fundet ind i en af de huler eller grotter, der er udenfor byen, for her holdt dyrene til. HER I HULEN FØDTES GUDS SØN!

              På denne dag lever billederne af denne fødsel i os. Vi ser mørket og fattigdommen i hulen, og vi ser det strålende lys, der manifesterer sig i verden i det øjeblik, barnet bliver født. Lyset, som stråler videre ud fra hulen og ind i verden, hvor det først viser sig for de fattige hyrder på marken.

              Det er så stærke billeder, og de er så virkelige i os, fordi vi har kendt dem altid. Fra vi var ganske små, har de lyst i vintermørket og givet julen den særlige tone, den har.

              Hvis vi et øjeblik forlader mysteriet i disse billeder og tænker ind i begivenhederne helt konkret – ser dem fra en konkret synsvinkel, så er der også en barsk virkelighed gemt i dem. Maria og Josef har  været helt almindelige mennesker, og det er en utrolig hård og anstrængende rejse, de har været på – igennem ørkenen. Rejsen ville have været hård for alle, men Maria er højgravid – alligevel må de drage af sted. Og da de endelig når frem til Betlehem, og fødslen står lige for – ja, så bliver de afvist alle steder og må til sidst søge ly i hulerne på marken. Så barsk har det været – og så barsk er livet ind imellem – på forskellig vis.

              Marias og Josefs historie er ikke bundet til en fjern tid i et fremmed land. Livets barskhed oplever de fleste mennesker – også her hos os – lige nu. Hvis I ser på billedet på forsiden af jeres sangark, så ser I Marias og Josefs situation skildret af en hollandsk maler, Brueghel. Billedet er malet i midten af 1500-tallet, og situationen i Bethlehem er flyttet til en hollandsk landsby. Hvis I kigger godt efter, kan I se Maria og Josef midt i menneskeflokken på vej hen til det herberg, hvor vi ved, de vil blive afvist. Børnene kan jo se, om de kan finde Maria og Josef på billedet. Josef trækker æslet, som Maria sidder på. Vi ser, at der ikke er noget som helst opløftet over deres situation. De er almindelige mennesker, der trætte ankommer til byen, hvor der ikke er plads til dem. De er mennesker, som de, der levede i 1500-tallet – på Brueghels tid - og som os i dag – udleveret til de samme livsvilkår, som vi er det.

              At se Maria og Josef på den måde kaster et nyt perspektiv på julebegivenheden. Den er ikke kun ophøjet og strålende – den viser også den menneskelige sårbarhed og skrøbelighed – sådan som den er i en almindelig dagligdag. Den viser, hvor udleveret vi mennesker ind imellem er til hinanden. Ingen gav Maria og Josef plads, og mange af os kender sikkert situationer, hvor vi heller ikke fik plads. Og situationer, hvor det var os, der ikke gav andre den plads, de burde have fået. Vi kender sådanne situationer fra vores eget liv – og vi kender dem i større målestok fra verden omkring os. Hver dag bliver mennesker overset og lukket ude. Hver dag lider mennesker under andres manglende åbenhed og barmhjertighed.

              Men netop hos Maria og Josef – hos disse almindelige mennesker - i hulens mørke og fattigdom – lader Gud sig føde. Han bliver ikke født midt i rigdom og overflod – nej, han fødes hos de, der er lukket ude af andre. Hos dem, tager Gud bolig. Det er et af de stærkeste billeder i julebegivenheden – at der hvor mennesker bliver overset og lukket ude – dér tager Gud bolig. Intet menneske er for ensomt eller for anderledes for Gud. Han lukker ingen ude. Han tager bolig hos de fattigste og lader sit lys skinne først hos dem. Og julenat er også de første, der får fortalt, hvad der er sket, de fattige hyrder på marken.

              Gud træder julenat ind i de vanskeligste sider af menneskelivet, og sprænger alle grænser der. Han oplyser fattigdommen indefra og tænder livet hos dem, der er fanget i den. Og hvem er ikke fanget der?  Uanset hvad vi ejer – og hvem vi er - på et konkret plan, så rummer vi alle sammen fattigdommen og skrøbeligheden i os. Inderst inde er vi blot dem, vi er. Måske har vi aldrig turdet stå helt ved os selv – der har været så meget, vi skulle leve op til. Så det inderste i os – vores dybeste selv - er måske – som Maria og Josef billedligt talt lukket ude fra herberget. Hvis vi aldrig helt har vist os selv, så er der et fattigt og overset sted i os – et sted, som længes efter liv.

              Julenat – julemysteriet – julebudskabet handler om, at ind i denne inderste fattigdom lader Gud sig føde – som et lille og skrøbeligt barn. Det gør han, for at give liv til og oplyse det, vi har gemt væk.  For at vise, at han kender det inderste af os – hele vores menneskelighed, og for at give alt dette inderste mod til at komme frem i lyset - og leve. Julenat bliver der vendt op og ned på alting. Her er det ikke afvisningen i herberget, der fylder, men fødslen af barnet i den fattige hule. Her er det ikke mørket, der sejrer, - for lys og englesang bryder mørket og skaber en helt ny virkelighed.

               ”Og det skete i de dage”, sådan siger juleevangeliet. Dette skete virkelig! Det er ikke en god historie eller en drøm, vi hører om. Det er en virkelighed. Og som det skete i de dage, kan det ske igen – midt i det almindelige liv – midt i alt det svære, som kan være, – der kan lyset og glæden pludselig fødes. Vi længes efter det gode liv, søger det, men det underlige er, at så længe alt går godt for os, så glemmer vi ofte at skønne rigtig på det – så tager vi det let for givet. I svære stunder – som Marias og Josefs – eller en juleaften - kan der pludselig ske noget andet. Vi kan føle os lukket inde i os selv – i smerte – lukket ude fra fællesskab – og så pludselig strømmer livet ind i vores sind. Taknemmelighed og følelse af nærhed tænder lys i mørket. De, der kender til det, ved, at det er som pludselig at træde ind i et andet rum.

              Sådan er julen – den er et andet rum, der pludselig lukker sig op for os, og her i dette rum får vi lov til at se, hvad livet også kan være. Vi får lov til at ane, at selv om livet ind imellem er hårdt, og vi rammes af modgang, så behøver det tunge og mørke ikke at vinde i vores sind. For Guds lys fødes midt i det tungeste, og måske er det først derinde i mørket, at vi helt kan se lyset og skønne på det.

              Julen er så fyldt med håb – den danner håbs billeder i vores sind og fortæller os, at mørket og modgangen aldrig sejrer – det gør barnet og det nye liv. I en af vores julesalmer hedder det: ”Når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, så den kan bedre klinge; og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.

              Julen viser os, at intet mørke er for mørkt for Guds lys. At intet i os er for skrøbeligt til at blive kaldt til live. Barnet lever dybt i os alle, og Gud vil kalde det frem i os. Gud vil stemme frydens harpe i os.

              Julen er børnenes fest – og det er så dejligt med alle børnene her i kirken. De viser os, hvad juleglæde og -forventning er. Og derfor kan de også vise os voksne vej - til krybben – til Guds lys og herlighed. Englene sang for hyrderne julenat – de synger for børnene, og hvis vi lytter efter, så synger de også for os. For denne aften mødes himmel og jord, og den væren, der i dagligdagen kan være langt væk fra os – den kommer os i aften ganske nær. Amen!