JULEAFTEN

Tekster: Es. 9,1-6a; Luk. 2,1-14 

Bøn:

Min kære Herre, Jesus Krist!

gør dig en vugge i mit bryst,

tag herberg i mit hjerte der,                                             

at jeg dig aldrig glemmer mer!

Pris være Gud i sang og bøn,

som skænked os sin egen søn!

Så vil vi glemme sorg og savn

og holde jul i Jesu navn!

Amen!           

           Julens budskab rummer så meget længsel og håb. Måske fordi alt i det er så enkelt og føles kendt: en fattig kvinde, der føder et barn - og samtidig er det så ufatteligt stort: at Gud selv lader sig føde. Situationen er så bekendt – og samtidig bryder den alt, hvad vi forstår.

              Julens begivenhed er som en bro imellem jord og himmel. Vi kan let forbinde os med det, der sker, og når vi gør det, så er vi pludselig - uden at vi aner hvordan, helt inde i det himmelske. Det er jo også det, hele julen handler om – at det himmelske tager bolig i det jordiske, at Gud kommer over broen til os – og tager bolig i os.

              Vores forstand vil aldrig kunne forstå julen, men med vores hjerte kan vi dvæle i dens virkelighed, - og så er vi midt i julestemningen og juleglæden. Den gør os godt, for den er som at komme tæt på livets mening.

              Hvert år ønsker vi, at juleglæden skal komme til os. Vi husker den fra vores barndom, men vi ved også, at den ikke er givet. Det er ikke hvert år, den flytter ind. Hvis vi vidste, hvad der skulle til, ville vi gerne åbne for den, og her kan juleevangeliet hjælpe os. Det er i hvert fald der, vi kommer tættest på det, som skete den første julenat.

              Selve evangeliet er som musik – der er en bestemt tone hen igennem det, og hvis vi kan fange den tone og høre alle ordene gennem den, så er vi hjulpet godt på vej, for så har vi allerede mærket højtiden og lyset. 

              Ordene i evangeliet fører os ind i de største modsætninger. Gud, altings skaber, lader sig julenat føde som et menneske – som en af os. Han, der står bag alt, hvad vi kender, han, der rummer alt – altings udgangspunkt, kommer til syne i vores verden som et lille barn, der nøgent og hjælpeløst bliver lagt i en krybbe i en fattig stald. Dette lille skrøbelige barn rummer i sig al verdens kraft og vilje og kærlighed. De modsætninger kan vi ikke rumme i os som ét – det kan kun Gud.

              Modsætninger fortsætter der i stalden – spændvidden får stalden til at omslutte og indbefatte hele vores virkelighed. Der er det lille nyfødte barn med dets hjælpeløshed og sårbarhed. Der er Gud selv med hele hans skaberkraft. Der er Jesu mor med moderens hengivende kærlighed og Josef, der skaber tryghed omkring de to. Der er den fattige hule eller stald, hvor den lille familie befinder sig næsten uden beskyttelse. Der er mørket i hulen med det lysende barn i krybben; der er nattens mørke og i det den strålende stjerne over stalden. Der er vinterens kulde - og dyrene i stalden, der giver varme.  Der er de fattige hyrder på marken – i mørket og kulden – og englene, der pludselig viser sig for dem og oplyser hele himmelrummet med skønhed og sang. Der er al fattigdommen - og midt i den træder så kongerne ind - eller de vise mænd, der kommer fra fjerne lande med alverdens rigdomme og stor kundskab. De kommer alle tre fra forskellige folkeslag.

              Blot tanken om, at det vældige budskab om barnet først bliver forkyndt for de allerfattigste hyrder, der er på marken lige i nærheden, - og for de fremmede og fjerne konger, der kommer langvejs fra, har en spændvidde, der sprænger alle normale forventninger.   

              Så mange modsætninger – så mange virkeligheder – så meget liv. Julenat samles hele skaberværket omkring julekrybben. Ingen er holdt udenfor – heller ingen af os. For uanset om vi er fattige eller rige, sårbare eller stærke, så er der en repræsentant for os der ved krybben. Om vi lever i mørke, har det svært, - eller vores liv føles lyst og godt – så er der plads til os ved krybben. Nogle af jer har sikkert julekrybber stående derhjemme. Julekrybberne viser os endnu en forskellighed, for de hellige tre konger vises her ifølge traditionen som repræsentanter for livsaldrene – der er en ung, en midaldrende og en gammel – samtidig med at den ene er hvid, den anden gul og den tredje sort. Vi er der alle – hele jorden er der ved krybben.

              Måske er det, der bevæger os allermest – at her i stalden råder kærligheden. Her er det fællesskab, vi sikkert alle længes efter – og måske savner i vores eget liv. Her har alt mening og rummelighed og fylde.

              Og en ting mere – der er en højtidelighed, som vi måske i det daglige viger tilbage for, - men her er den med til at skabe evangeliets helt særlige stemning eller tone. Som med hyrderne derude på marken, der holder nattevagt over deres hjord - og pludselig – ”stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem”. Hvad vil det sige? – at Herrens herlighed strålede om dem. Det kan vi ikke forklare – vi ved det ikke – men vi kan fornemme det. Alle ord, vi vil forsøge at forklare det med, virker fattige. Det er en virkelighed større end ord, en højtidelighed, der pludselig omslutter hyrderne.

              Juleevangeliet er så specielt, fordi det rummer alt og alle – ingen er udenfor. Kærlighed og fællesskab lyser ud af det; dets højtidelighed anslår særlige toner i os. Og så har evangeliet midt i det hele ét eneste fokus. Der sker så meget, men alt handler om det lille barn, der fødes. Alt, hvad der sker, er ramme om det.

              Julestemning og – glæde har med dette fokus at gøre, og derfor kan vi gøre noget for, at den skal leve også i os i disse dage. Rummeligheden, fællesskabet og højtideligheden er rammen, vi kan skabe, så barnet kan fødes i os. Vores hjerte er vores krybbe, og der kan barnet blive levende virkelighed i os. Men barnet må være med som fokus i det, vi gør. Alle vores smukke hjemlige juletraditioner bliver mere levende, når barnet er med – blot i glimt.

              På forsiden af det sangark, I har fået her i dag, kan I se et kalkmaleri. Det findes i et lille kapel i en hule et sted i Italien, Greccio hedder det. Her blev den første julekrybbe til – det var i 1223. Og julekrybber har mange af os jo derhjemme i dag. Det var Frans af Assisi, der første gang skabte en julekrybbe. Han var et ganske almindeligt menneske som os, men han fik som ung nogle stærke oplevelser af Guds virkelighed, og de kom til at præge hele hans liv. Og ikke bare hans, for den måde han levede på, - hans kærlighed til Jesus og hans ægthed som menneske gjorde så dybt et indtryk på mange andre – især unge mennesker, at efterhånden i tusindtal kom strømmende til ham for at dele hans liv og hans hengivenhed overfor Jesus.

              Kort tid før Frans’ død – han var da godt 40 år – blev han opfyldt af et stort ønske om én gang at få lov til virkelig at opleve, hvor fattigt Jesus kom ind i verden. Frans var dengang på vej til Greccio, og julen nærmede sig. Han bad en af sine tilhængere, en mand fra Greccio, om at drage i forvejen og forberede julen i skoven udenfor byen - i en klippehule – den vores billede stammer fra. I hulen skulle manden opstille en krybbe, fyldt med hø. Der skulle også være en okse og et æsel, sådan som der efter overleveringen var det i Betlehem. ”Jeg vil en gang rigtig for alvor fejre Guds Søns komme til jorden og med mine egne øjne se, hvor fattigt og usselt han for vor skyld ville have det”, sagde Frans.

              Alt blev ordnet efter Frans’ ønske, og julenat lidt før midnat kom Frans og alle dem, der vandrede sammen med ham, ud til hulen. Også hele egnens befolkning strømmede sammen til julefesten. Alle bar tændte fakler, og om krybben stod Frans’ nærmeste med deres kærter, - så mange at der blev lyst som den klare dag…. De holdt gudstjeneste i hulen med krybben som alter, og det fortælles, at et øjeblik forekom det nogle af dem, der var med, at de så et virkeligt barn ligge i krybben – som om det var dødt eller sovende. Da trådte Frans hen til det, og tog det kærligt op i sine arme, - og barnet vågnede, smilede til Frans og klappede med sine små hænder hans skæggede kind og hans grove, grå kutte. Ingen af dem, der så det, blev egentlig forbavsede, for som de bagefter sagde til hinanden, så havde Jesus-barnet længe været dødt eller sovende i mange menneskers hjerter, men Frans havde med sit ord og sit forbillede vakt det guddommelige barn til live eller vækket det af søvnen – i menneskers hjerter.

              Denne lille beretning kan lære os meget om julestemning og juleglæde. Frans kan lære os meget, for det, der gør barnet levende for ham er hans hengivenhed og hans kærlighed til det. Frans er helt fokuseret på det barn, der er alt for ham. Det fokus skal vi tage med os – så vil barnet også blive levende i os.

              Vi har brug for den nyskabelse, der bor i julen. For dens sprængning af gamle grænser og dens håb om nyt! Julens mysterium har sit helt eget liv. Det kan vi læne os ind - og lade det tage bolig i os, - og så vil barnet fødes også i vores hjerter og i vores stuer - i det fællesskab vi deler med hinanden. Det kan ske, uanset om der juleaften er mørke eller lys omkring os. Amen