|
7. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække
Tekster: Præd. 3,1-11; Rom. 8,1-4; Mat. 10,24-31
Alt i livet har sin tid, siger GT-teksten, vi hørte. Den ene fase i tilværelsen afløser den anden. Mens vi er børn og unge længes vi videre – efter at blive voksne og kunne bestemme mere selv, efter at blive herrer i vores eget liv. Men efterhånden som livet går, begynder vi mere og mere også at se tilbage. Med glæde og med vrede måske. Med vemod over det, vi har mistet. Med taknemmelighed over det, der har været – og måske over de mennesker, vi har delt liv med. Nogle gange også over, at noget af det mere smertelige ikke er mere.
Tiden kan opleves både som en ven og en fjende. Den går – og fortærer langsomt vores liv, men den beskytter os også – i det, der er svært. ”Tiden læger alle sår” – siger vi. Det er ikke helt rigtigt, for nogle sår gør ondt hele livet. Men alligevel – tiden lægger en lægende balsam over smerten - ved tab f.eks., og som den går, får den os til at anskue livet og det skete fra nye dimensioner.
Men uanset om vi mest oplever tiden som en ven eller en fjende – så er den en altafgørende faktor i den menneskelige tilværelse, og ingen af os kan sætte os ud over den. Overfor tiden er vi alle lige. Ingen af os kan kontrollere den – den går – med os. Vi kan kæmpe imod tidens gang, nægte at acceptere vores livs forskellige faser og de vilkår, faserne sætter os i, men vi kan aldrig vinde den kamp. Derfor er det så vigtigt, at vi ikke går imod tiden – men med den. Så længe vi kæmper imod, bruger vi vores liv og energi på noget, der ikke kan lykkes – det er der kun tristhed i. Hvis vi i stedet for går med tiden og accepterer dens gang, kan vi måske få overskud til at udforske de enkelte faser og finde ind til det livsbekræftende i hver af dem. Og finde taknemmeligheden og glæden over alt det, tiden og livet har givet os.
Vores tekst antydede dobbeltheden i tiden, da den talte om den plage, tiden kan være for mennesker. Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid, siger teksten, men vi mennesker kan ikke finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør, fortsætter den. Den slår med andre ord fast, at der er en mening med alt, hvad der sker, - det står Gud inde for, alt er godt og rigtigt til rette tid, men vi mennesker kender ikke meningen og kan ikke finde ind til den. Det er vores problem, og det kan nogle gange – med teksten ord blive en plage, som vi mennesker plager os selv med. Vi vil finde meningen, men vi kan ikke. Helst vil vi selv bestemme og kontrollere – ellers vil vi i det mindste forstå. Vi kan ingen af delene – sådan er livet ikke givet til os. Det må vi acceptere og leve med. Så vores eneste mulighed for forsoning - med vores liv og den måde, det forløber på – er at finde ind i en accept af og en tillid til, at Gud har givet os livet, som det er – og at det har en mening – også selv om vi ikke er i stand til at forstå den.
Noget af smerten ved tidens gang kan være alt det, vi gerne ville have gjort bedre. Men som nu er for sent. Det har Paulus noget at sige til her i dag. Han siger, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus. I stedet for at fortvivle over det, som ikke gik godt i vores liv, skal vi slippe det ind i Gud og lade ham bære det. Han sendte sin søn til jorden som en af os, for at vi skulle forstå det. Selv han levede kun et vist antal år, og på den måde var også han som menneske underlagt tiden. Derfor er vi det selvfølgelig også. Vi kan ikke kontrollere livets gang – eller det onde, der hører med til det. Det er alt sammen i Guds hænder. Det gør ikke det onde til godt, men det tager byrden af det onde fra os. Tiden går, og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi kan heller ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan finde fortrøstning i, at da vi gjorde noget forkert, vidste vi ikke, hvad vi ved i dag – og vi magtede åbenbart kun det, vi gjorde. Det ved Gud. Sådan er livet.
Gud vil have os til at se de mørke sider af vores liv – og så slippe dem – ind i ham. Han kan – og vil – bære dem. Vi kan alligevel ikke. Men vi kan tage ved lære af det, vi har gjort og handle anderledes i dag. Vi kan tage ansvar for det, vi har forstået – og måske hjælpe andre til ikke at gøre de samme fejltagelser i deres liv, som vi har gjort i vores.
Det er alt dette, Jesus også taler til os om her i dag – i evangelieteksten. Han er kommet for at bære for os, og vi kan frit læne vores liv ind i ham – med alt det, vi bærer på. Men, siger han, det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Når vi stiller os ind under Jesu tilgivende kærlighed, så bliver vi hans tjenere, og det forpligter – til at forsøge at gøre alting bedre i dag end i går. Men også til at tage imod det liv, der er vores. Vi ved jo alle, hvordan det gik Jesus. Han måtte lide meget – og måske må vi også det. Det er ikke sikkert – vi ved det ikke, men alt kan ske i vores liv. Sådan er det – sådan går tiden med os. Men uanset hvad der sker, så er vi i Jesu kærlighed.
Det siger han også i vores tekst! Han siger, at vi ikke skal frygte for noget i den fysiske virkelighed. Ikke engang for dem, der kan slå legemet ihjel – sådan som han selv blev slået ihjel, da han blev korsfæstet. For de kan kun slå kroppen ihjel – ikke sjælen, siger han. Og den betyder langt mere. Det eneste, vi skal frygte, er – at noget skal ske med vores sjæl – at den skal formørkes eller blive overskygget. Jesus siger, at vi skal frygte ham, som kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Det er barske ord – og vi ved jo ikke rigtig, hvad Helvede er, så derfor er det svært at forstå, hvad Jesus mener. Måske eksisterer Helvede i det, vi møder efter den fysiske død – det ved vi ikke, for det har vi ikke erfaret - endnu. Men vi ved, at Helvede eksisterer blandt mennesker – som en følelsesmæssig tilstand. Når vi er i noget, vi ikke kan udholde at være i, så kan vi tale om, at det er som at være i Helvede. Det betyder noget i retning af, at alt føles overskygget af det onde og at der ikke er lys at se nogen steder.
Hvis der ikke er lys, så er sjælen formørket, så er der ikke noget håb, og det er det værste, der kan ske for os – det siger Jesus. Derfor skal vi kæmpe for, at det ikke sker. Kæmpe for at vi aldrig kommer væk fra det lys, der kan lyse, selv når noget gør meget ondt, og alt føles meget mørkt. Og det lys – det er Guds lys. Det vil Jesus have os til at forstå.
Han giver os et billede – han fortæller om de to spurve, der sælges for en skilling – altså to skabninger, som ikke regnes for meget i denne verden. Uanset hvad der sker med en af spurvene, så er Gud med den. Hvor meget mere vil han så ikke være med os – I er mere værd end mange spurve, siger Jesus. På jer er selv alle hovedhår talt. Gud er med os i alt i vores liv. Han kender os og ved alt om os. Vi er hans elskede skabninger, og det eneste, vi behøver at gøre, er, at læne os selv og vores liv ind i ham.
Vi skal altså slippe alle vores bekymringer - for os selv, for det, vi har gjort, for det tiden og livet har ført os igennem. Overlade det hele til Gud og så bruge vores kræfter på at føre den gerning videre, som Jesus begyndte her på jorden – at bringe det gode til stede imellem mennesker.
Vi må have tillid til, at Guds mening er gemt bag alle ting, og vi må vide, at vi aldrig kommer til at kende eller forstå den. Nogle gange kan vi i glimt føle, at vi forstår eller kender meningen - med noget, som er sket, men det vil altid kun være brudstykker af Guds mening. Det kan være en stor lettelse at føle et sådant øjeblik af mening, men den største lettelse ligger i at give slip og vide, at hele meningen er gemt hos Gud.
For Jesus er det altså sjælens liv, der er det vigtigste, for det er igennem den, vi kan nå Gud - eller nå til erkendelse af i hvor høj grad vores liv er vævet sammen med ham. Hvordan han er kilden til hele vores liv. Jesus taler også til os om, hvad vi kan gøre for at sjælens liv kan udfoldes i os, så vi lettere kan mærke Guds nærvær. Han taler om, at det hemmelige må åbenbares, for det, der allermest kan lukke sjælens liv – det er hemmeligheder og usandhed. Sjælen kan simpelthen ikke ånde i hemmelighedernes lukkede rum, og uden ånde sygner den hen.
I Johannesevangeliet kalder Jesus Helligånden for sandheds ånd, og det gør han netop for at understrege, at Guds ånd kun kan trænge ind i det menneske, der lever i sandhed. Dette her giver os alle en stor opgave – vi må tænke i dybden over vores liv og overveje, om vi bærer på hemmeligheder, der burde komme frem i lyset, så sandheden kan gennemtrænge os. Det er jo ikke vanskeligt at forstå, at hvis der er en hemmelighed imellem to mennesker, så er der et lukket rum, hvor de to ikke kan nå hinanden, og hvor de føler sig ensomme i forhold til hinanden. Hvis de vil ændre på det, må hemmeligheden frem i lyset, så sandhedens ånd kan få plads, og sjælene kan ånde frit igen og meddele sig til hinanden.
Sådan er det også inden i enhver af os. Hvis vi ikke vil se os selv, mærke vores egen smerte eller måske fortrydelse over noget, vi har følt eller gjort eller er blevet udsat for, så laver vi et lukket rum indeni os selv, hvor vores sjæl ikke kan ånde, fordi sandhedens ånd ikke kan komme derind.
Gud ønsker, at vi skal forsone os med vores liv, med dem vi er og med hinanden, og han ønsker, at vi skal åbne os om, hvem vi er, åbne vores lukkede rum. Tiden er gået, og vi har alle fejlet, men vi har også alle gjort meget godt. I stedet for at bekymre os og bebrejde os selv og hinanden, hvad der er sket, så vil Gud, at vi skal læne os ind i ham og vide, at han bærer alt det, vi ikke selv kan bære. Han har ikke skabt os til at være fuldkomne, og derfor er den sidste årsag altid hos ham. Det skal vi vide. Som Jesus siger, så kender Gud hvert eneste af vores hovedhår, alt, hvad der bor i os, og han elsker os - alligevel, som vi er, for han har skabt os sådan. Derfor skal vi frit tage imod vores liv, slippe det, der gør for ondt og taknemmeligt se tilbage på det gode, der har været. Og så handle ud fra vores taknemmelighed. Amen! |