|
4. søndag efter Påske. 1. tekstr.
Tekster: Ez. 36,26-28; Ap. G. 9,1-18; Joh. 16,5-15:
I tiden mellem påske og pinse hører vi her i kirken om Helligånden. Jesus døde og genopstod i påsken. Imellem påske og Kristi Himmelfart viste han sig flere gange for disciplene og forberedte dem til at drage ud i verden og bringe det videre, som han havde givet dem. Da han på Kristi Himmelfartsdag endeligt forlod denne verden for at drage til Faderen, var det sidste disciplene så af ham hans velsignelse. Han velsignede dem, da han forsvandt for deres blik.
Efter Kristi Himmelfart går der 10 dage, før Helligånden daler ned over disciplene og giver dem kraft og styrke til at påtage sig den opgave, Jesus har givet dem. Det sker i pinsen – Helligåndens fest. I vores kirke er gudstjenesten stort set hver søndag mellem påske og pinse en forberedelse af os - til at modtage den samme Helligånd.
Mens Jesus var i verden – var Guds ånd i ham levende til stede midt blandt mennesker. Efter hans død og opstandelse kom den samme ånd - i pinsen - tilbage til vores menneskelige virkelighed – nu ikke i et menneskes konkrete skikkelse, men usynligt i disciplene hver især. Guds hellige ånd tog bolig i dem, som den kan tage bolig i enhver af os. Fordi Jesus havde været i verden, - fordi disciplene havde kendt Jesus, kendt hans ånd, kunne de nu genkende den samme ånd, da den vendte tilbage til dem.
Men hvad betyder det, at Guds ånd kan træde ind i os og virke i os? Ja, i vores tekster her i dag hører vi om det på forskellig måde. I GT-teksten sagde Gud igennem profeten Ezekiel, at han vil give os et nyt hjerte og en ny ånd i vores indre. Han vil fjerne stenhjertet fra vores krop og give os et hjerte af kød. ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre”, siger han. Så Guds ånd i vores indre er altså en levendegørelse af os, af vores menneskelighed. Det hårde og ufølsomme stenhjerte, der kan bo i os alle, bliver ved Guds ånd til et hjerte af menneskelighed, af kød, af forståelse og omsorg for andre mennesker.
For lidt siden hørte vi i den anden af vores tekster et konkret eksempel på, hvad dette kan betyde. Det var Paulus, der fik en ny ånd i sit indre – efter sin store oplevelse på vejen til Damaskus. Han var taget af sted til Damaskus for at forfølge de kristne, som han fordømte. Men da Jesus viste sig for ham, mistede han sit syn. I 3 dage kunne han ikke se, og da han fik synet igen, var han blevet et nyt menneske. Han havde helt konkret ændret syn på alting, og i stedet for at forfølge de kristne, brændte han nu efter at give det liv videre, som han selv havde fået lov til at opleve i mødet med Jesus. Paulus blev forvandlet i dette møde. Han var også stadig sig selv, den samme personlighed, – men nu brændte han for noget helt andet – for at bringe liv og forvandling til andre i stedet for at fordømme og slå ihjel.
I vores evangelietekst er det Jesus, der taler til disciplene. Talen er fra Johannesevangeliet, og Jesus holder den lige før, han sammen med disciplene går ud til Gethsemane Have – altså lige før hans lidelse begynder. I denne sidste tale forbereder han disciplene til det, der skal ske – med ham og med dem. Han skal lide og dø, og han ved, hvor svært det vil blive for dem at være vidner til det. Han skal opstå fra de døde – det vil de aldrig kunne forstå, men de vil opleve det. Og bagefter skal de bringe hans budskab videre ud i verden. Det vil de ikke kunne gøre af sig selv – de er jo mennesker som os. Og menneskelige som os. Det ser vi senere, for de bliver grebet af angst, da alt det forfærdelige begynder at ske. På skift forråder, fornægter og svigter de Jesus – de er, som alle vi andre.
Men i sin tale her forbereder Jesus dem på, at dette kommer til at ske, og at de vil få kraft og styrke til det, de skal. Når tiden er inde, vil det hele komme til dem som en ny ånd i deres indre - som en Talsmand fra Jesus. Han, Talsmanden, vil fortælle dem, hvad de skal gøre – og give dem styrke og mod til at gennemføre det. Det skal de vide, for at de kan forstå det, når det sker. Forstå at det er Jesu ånd, der træder ind i dem. ”Han skal tage af mit og forkynde det for jer”, siger Jesus, for ”alt, hvad Faderen har, er mit”. Jesus og Faderen, Gud, er ét, og Guds ånd, som Jesus har lært disciplene at kende, vil efter Jesu død og opstandelse komme tildem – og vejlede dem videre.
Jesus siger, at det er bedst for dem, at han går bort, for hvis han ikke går bort, vil Talsmanden, Helligånden ikke komme til dem. Han må dø, for at Guds ånd kan tage bolig i dem. Det kan vi godt forstå – at sådan må det være. Så længe Jesus er sammen med disciplene, lytter de til alt, hvad han har at sige, og hvis de er i tvivl om noget, spørger de ham. Han er visdommen og autoriteten. Sådan er vi mennesker, vi tager ikke gerne ansvar selv, før vi er nødt til det – især ikke åndeligt ansvar. Ja, vi får måske slet ikke tanken om, at det er en mulighed.
Vi kender det alle fra vores eget liv. Børn spørger deres forældre, og som voksne spørger vi andre autoriteter – men på den måde bliver vi aldrig rigtig voksne.
Derfor siger Jesus til disciplene, at det er bedst for dem, at han går bort – og at hans ånd i stedet for kommer til at leve i deres indre. Så skal de ikke mere spørge ham til råds – heller ikke andre mennesker, men de skal lytte indad – efter hans ånd i deres indre. Og Jesus vil tale til dem. Han vil give dem en indre overbevisning om, hvad der er godt og rigtigt – og give dem styrke til at handle efter det.
Denne indre åbenhed vil også medføre også andre ting for dem – og for os. Den vil betyde, at følelser bliver mere levende – også sorgfyldte følelser, og måske er det derfor, vi mennesker vægrer os ved denne åbenhed. Jesus siger til disciplene, at han ved, at deres hjerter er fyldt med sorg – over at skulle miste ham, men på trods af det, af deres smerte, er sandheden, at det er bedst for dem, at han går bort.
Jesus tager ikke sorgen fra mennesker, for livet gør ondt ind imellem. Og menneskelige følelser følger ikke altid det, som er bedst. Vi sørger, når der kommer store forandringer i vores liv, for det at gå ind til noget nyt, indebærer også tab af noget gammelt, måske af noget, som vi har holdt meget af. Alligevel kan det være godt, det som sker. Sådan er menneskelivet. Det er levende og sårbart, og vore følelser lige nu er ikke hele sandheden. Den store sandhed er gemt hos Gud, men nogle gange får vi glimt af den igennem ånden i vores indre.
Jesus siger, at Talsmanden, som han vil sende, vil overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Talsmanden har et overordnet budskab til os. Han skal lære os, at synd er ikke at tro på Jesus. For Jesus er den, som sprænger den gamle virkelighed. Hvis vi ikke tror på ham, på en åndelig dimension i tilværelsen, så er vi lukket inde i den konkrete og fysiske virkelighed, og livet er kun, hvad der sker os der. Vi bliver ofre for hændelserne, og derfor kan vi i den virkelighed kun leve med et stenhjerte. Alt andet vil gøre for ondt. Ånden skal lære os, at vi er og har meget mere end det – vi har frihed, og vi hører sammen med andre – ja med hele Guds skaberværk. Synd er ikke at kendes ved al denne storhed.
Talsmanden skal også lære os om retfærdighed – som er, at Jesus går til faderen. Vi kender nok den almindelige retfærdighed – den fysiske virkeligheds retfærdighed. Her dømmer vi os selv og hinanden for det, vi har gjort – også uden at kende de nærmere omstændigheder. Jesu retfærdighed er en anden, for han dømmer ingen. Han ved, hvor svært det er at være menneske, og han bærer over med os, kommer os i møde igen og igen, og giver os nye chancer.
Endelig skal Talsmanden overbevise os om, hvad dom er – nemlig at denne verdens fyrste er dømt, siger Jesus. Det betyder, at det er vores sædvanlige måde at dømme på, som er dømt. Jesus dømmer ikke. Helligånden, som kan tage bolig i os, ved, at hele den almindelige menneskelige måde at forholde sig til andre på – er en illusion. Hvem er vi, at vi tror, vi kan dømme andre? Vi kender ikke deres baggrund og deres årsager. Vi kender ikke deres smerte. Dårlige handlinger kan dømmes, men et anden menneske kan vi aldrig dømme eller fordømme – det vil Jesu Talsmand lære os.
Jesus holder denne tale til disciplene lige efter, at han har vasket deres fødder og spist det sidste måltid sammen med dem. Under måltidet fortæller Jesus dem, at Judas vil forråde ham – han siger, at det er den, han rækker brødet, som vil gøre det. Judas får brødet, og da han forlader rummet for at gå ud og forråde Jesus, har han modtaget tilgivelsens brød. Det er Jesu retfærdighed.
Lige efter, at Judas er gået, erklærer Peter Jesus sin kærlighed og siger, at han vil give sit liv for ham. Jesus svarer, at før hanen har galet, vil Peter have forrådt ham 3 gange. Og det sker – trods Peters forsikringer og gode vilje. Men når angsten overtager et menneske – sådan som den rammer Peter, da han ser, hvordan Jesus bliver mishandlet, - så gør vi ting, vi helt ville have været foruden. Peter skammer sig så meget bagefter, at han ikke er der, da Jesus bliver korsfæstet. Skammen fra det ene svigt fører det næste med sig. Sådan er vores retfærdighed.
Efter Jesu opstandelse viser han sig flere gange for disciplene, og den sidste gang spiser han sammen med dem. Under måltidet spørger han 3 gange Peter, om han elsker ham, og 3 gange bekræfter Peter. Hele det mørke hul af angst og sorg og svigt, som Peter har indeni sig, som han har været fortabt i – det fylder Jesus med kærlighed og med sin ånd – ved at lade Peter bekræfte, sådan som han har fornægtet. Sådan er Jesu retfærdighed. Og det er den største trøst og det største håb til alle os, der er som Peter.
I sin tale siger Jesus til sidst, at han endnu har meget at sige disciplene, men de kan ikke bære det nu. Men når Talsmanden kommer skal han vejlede dem i hele sandheden. Der er ingen grænser for, hvad Jesu vil dele med os mennesker. Han lover os, at han igennem Talsmanden vil vejlede os til dybere og dybere indsigt, til større og større kærlighed og til mere handlekraft og styrke. Derfor skal vi vove at sige ja til den levende virkelighed, som er hans – med al dens skrøbelighed og med al dens fylde. Amen |