2. søndag i advent - 2. tekstr.            

Tekster: Es. 9,5-6; Jak, 5,7-8; Mat. 25,1-13. 

              2. søndag i advent – to lys tændt i adventskransen! Vi er på vandring imod julen og Jesu komme til os. I julen træder vi tæt ind på troens mysterium. Vi ved ikke rigtig, hvad det er, der sker – og alligevel påvirker det os dybt - det, som sker. Jesus blev født i en stald ved Bethlehem for godt 2000 år siden. Men hvem var han egentlig? – og hvorfor er det så vigtigt, at han blev født? Og hvad er det, der – år efter år - fødes her hos os julenat?

              Alt dette kommer vi aldrig til at forstå, - det er et mysterium  eller det rummer mysteriet i sig. Og måske er det p.g.a. mysteriet, at julen drager os – fordi vi her træder tæt på det, vi ikke kan forstå, - på det, som vi kun kan fornemme. Her er stærke og bevægende billeder. Her møder vi almindelige mennesker, som har deres besvær med livet – sådan som vi alle har det hver på hver vores måde. Det er hårdt – det som Maria og Josef gennemlever. De må ud på en besværlig rejse, mens Maria er højgravid – vi kan alle leve os ind i, hvor svært det må have været. Og da de så når frem, ja, så kan de ikke finde et sted at indlogere sig – og Maria skal snart føde. En levende og bevægende fortælling!

              Men det, der gør hændelsen helt speciel, er ikke Marias og Josefs  besværligheder. Det er, at midt i alt dette helt almindelige føder Maria - Guds søn. Det er verdens frelser, der kommer til verden den dag. Dette lyder smukt, men hvad ligger der bag disse ord? Hvem er det barn?  Det er det, Esajas her i dag – i sin profeti - forsøger at hjælpe os med at forstå lidt af. Eller Gud forsøger det – for det er jo ham, der taler igennem Esajas.

              Israelitterne var dengang på Esajas’ tid – godt 500 år før Jesu fødsel - kommet i en vanskelig situation – de havde mistet deres land og deres værdighed til babylonierne, og en stor del af landets elite var blevet transporteret som fanger til Babylon. Her levede de så i savnet af deres hjem og familie – og først og fremmest i savnet af deres Gud, for Gud kunne kun mødes og tilbedes i templet i Jerusalem.

              Midt i al denne sorg vandrer Esajas, der er en af de deporterede, rundt i ørkenen og forsøger at finde mening i alt dette. Han prøver at få Gud i tale – og det sker! Gud trøster ham – og fortæller ham om tider, der skal komme, hvor folket skal vende hjem og igen være i Guds nærhed. Tider, hvor Gud selv vil komme og tage bolig hos menneskene. Han vil komme som et barn, siger Gud – et barn af evigheden – og han skal bringe fred. En anden dag siger Gud det, som vi har hørt her i dag, at ”… der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod”. Isaj – det er Kong Davids far, så i denne forjættelse hører vi, at mennesket, der skal komme, er af Davids slægt – sådan som Jesus jo er det. Han skal skabe Paradis på jord, et fredsrige, hvor intet ondt findes, hvor ingen volder ondt eller ødelæggelse, som der står. Et af billederne på dette er, at ulven skal bo sammen med lammet, og at koen og bjørnen skal blive venner.

              Det er paradisbilleder, og de fortæller os om en fred, der gennemtrænger alt og alle, - hvor selv dyr, der naturligt er hinandens fjender, lever og er sammen i fred. Det er billeder, der bevæger – og som udtrykker en virkelighed, der er meget langt fra den, vi kender i dag. Hos os – i vores verden - lever vi jo alle i en form for ufred – med os selv og hinanden, og vores samfund er præget af modsætninger og angst. Der er meget smerte og sorg og tab i vores menneskeliv. Meget, der forstyrrer freden! Men dybest set længes vi nok alle efter den!

              Esajas lover på Guds vegne, at freden skal komme, - og komme med et menneske. Frelseren – eller hjælperen, som Gud sender - vil være så opfyldt af Guds ånd, at Guds selv - med ham – kommer og tager bolig hos os. Guds Ånd vil fylde ham med visdom og indsigt og styrke og kundskab. Derfor møder han ikke mennesker efter, ”hvad hans øjne ser eller efter, hvad hans ører hører”, siger Esajas. Han dømmer ikke efter, hvad et menneske er blevet til her i livet – eller efter hvad mennesker selv giver sig ud for at være. Nej, Guds søn ser dybere – han ser helt ind i ethvert menneske - og møder os der allerinderst inde – sådan som vi er – og uden dom. Han møder hele os – også vores svageste og mest hjælpeløse sider – møder dem med forståelse og tilgivelse og kærlighed. Han ”slår også voldsmanden med sin munds stok”, hører vi. Han sætter de grænser, der skal sættes, for at retfærdighed og fred kan brede sig.

              Frelseren kommer for at vise os, hvad Gud egentlig ville med os, da han skabte os. Gud skabte mennesket i sit billede – så vi rummer alle Guds billede i os – derfor rummer vi også paradisets virkelighed i os. Det er det, han vil vise os – det han vil kalde frem i os. Og det kan han gøre, fordi han er Gud selv. Ligesom Gud skabte os i begyndelsen, sådan kan han nu kalde det frem, han har lagt i os.

              Det er det, julen handler om. Lige så fattigt og ydmygt som Jesus kommer til verden – lige så fattigt og ydmygt lever Guds billede i os. Den første julenat går Guds forjættelse i opfyldelse! Guds søn bliver født ind i vores verden. Og hver julenat siden er Guds ånd trådt nær til os mennesker og har forsøgt at vække Guds billede i os for at give os en ny mulighed for at mærke, hvad livet egentlig er, så vi kan blive bedre til at leve det! Alt dette drager mysteriet os ind i – og derfor er julen så fyldt med anderledeshed - med følelser og stemninger, som vi normalt ikke er i kontakt med. Julen rummer håbet!

              Vores evangelietekst lærer os noget om, hvad vi skal gøre for bedre at træde end i mysteriets nærhed og lade os opfylde af det – og det gælder både julemysteriet og livets andre mysterier. Jesus fortæller en lignelse om det. Den handler om 10 brudepiger, der tager deres lamper og går ud for at møde brudgommen. Brudgommen er et billede på Jesus – eller på mysteriet, - og han er brudgom, fordi kun han kan åbne ind til det uberørte og jomfruelige sted dybt i os alle. Han er den eneste, der kan bringe himlens lys og kærlighed til jorden – og helt ind i dybet af menneskesjælen. Pigerne i lignelsen er billede på alle os, der længes efter, at livet skal nå det inderste i os og gøre os helt levende - indefra.

              Alle pigerne forbereder sig og går ud – så alle længes de efter dette møde, men fem af dem er tåbelige og fem er kloge, siger Jesus. Det viser sig nemlig, at fem af dem – de tåbelige - ikke har forberedt sig godt nok. De har taget lamper med, men ikke ekstra olie til lamperne. Brudgommen lader vente på sig, og pigerne falder i søvn. Ved midnat lyder råbet om, at brudgommen kommer, og alle pigerne vågner og gør deres lamper i stand.

              Nu ser de tåbelige, at de ikke har olie nok, - så de vil have noget af de kloges, men de kloge siger, at der ikke er nok til dem alle, - de må selv gå hen til købmanden og hente, hvad de mangler. Mens de er væk kommer brudgommen. Han tager de, der er rede – som der står – med ind i bryllupssalen, og døren bliver lukket efter dem. Da de tåbelige piger kommer tilbage, vil de også ind, men brudgommen svarer, at han ikke kender dem – de kan ikke komme ind. Jesus slutter lignelsen med at sige til tilhørerne, at de skal våge, fordi de hverken kender dagen eller timen!

              Lignelsen handler selvfølge om os – og om alle mennesker – til alle tider. Den siger noget vigtigt til os om, hvordan vi skal finde ind til det sted i os, hvorfra livet giver mening. Ind til hvor Guds billede er – og hvor også julestemningen og den dybe glæde bor.

              Det er altså ikke nok at længes efter at komme i kontakt med meningen – eller med mysteriet, for alle pigerne i lignelsen vil gerne det. De går alle ud for at møde brudgommen, og de har alle lamper med. Da brudgommen kommer, vågner de også alle og begynder at gøre deres lamper i stand. De vil gerne.

              Men det er ikke nok at ville - der må noget mere til, olie, næring, indhold. Den ydre form er ikke nok. Her kan vi jo tage julen som et eksempel. Vi vil sikkert alle rigtig gerne finde ind til julestemningen, og vi gør meget for, at det skal lykkes. Alt skal være klart – gaver, mad, julepynt, juletræ og meget mere, og det er godt og hyggeligt at forberede det. Men det er ikke nok!

              Olien kommer ikke igennem, at de ydre ting er i orden – den kommer fra selve mysteriet, og derfor er det nødvendigt at dvæle ved det, som julen egentlig er – og lade følelser omkring det fylde hjertet. Det er fra disse følelser, at julestemningen kan komme og tage bolig hos os.

              Sådan er det med alt i livet. Det er aldrig nok, at de ydre former er gode, at vi har lamperne, som alle pigerne, for på et tidspunkt brænder den gamle olie ud. Livet må hele tiden vokse indefra, og derfor må vi også sørge for næring til det, vi er inderst inde. Og til det i os der er forbundet med mening.

              Pigerne falder alle i søvn – vi begraver os i de dagligdags gøremål. Det er ikke forkert, hører vi i lignelsen – sådan er livet. Men når råbet om brudgommen lyder, skal vi være parate. Og råbet – det kan være mange ting. Det kan være, at noget sker, som pludselig ryster os. Måske får et andet menneske pludselig brug for os – eller vi får selv brug for noget og må vove at række ud. Det kan være, at vi rammes af noget alvorligt i vores liv – eller af noget ophøjet og smukt. Eller det kan være et øjeblik, hvor Guds nærvær pludselig sænker sig over os og favner os – som det f.eks. kan ske, når lysene på juletræet bliver tændt juleaften. Det kan også være, når vi skal dø. Jesus kan træde ind i vores liv på mange måde og i helt forskellige situationer. Men hvis vi ikke har olie på kanderne – er parate til at være opmærksomme og lyttende og åbne og modtagende, så opdager vi slet ikke de muligheder, der gives til os. Sindet må forberedes. Vi må øve os i nærvær.  

              Vi kan nemlig ikke få olie af hinanden. Vi kan hjælpe og støtte hinanden, men olien flyder kun igennem os selv. Vi må selv ind og mærke livet, som det er – mærke os, som vi er, og også ind og føle mysteriet, som lever i os. Guds billede bor dybt i enhver af os, og derfra flyder olien til det, der giver glæde.

              I lignelsen bliver pigerne ikke lukket ind, da de kommer tilbage. Er det Jesus, som er så hård? Nej det er det ikke. Det er ikke brudgommen, der lukker dem ude. De udelukker sig selv. For livet kan aldrig leves – bagefter, senere. Livet kan kun leves nu. Sådan er det med alle store oplevelser. De træder ind i vores liv, når de vil – og ikke når vi har tid til dem. Tager vi ikke imod dem, når de kommer, så mister vi dem igen. Tager vi ikke imod julens indhold, når det aldrig ind i os.

              Livet handler med os, og vi må være parate. Gud handler med os, og vi må lytte og høre og være til stede – og lade os forme på ny. Livet venter altid på at vokse i os! Amen