2. søndag efter helligtrekonger     2. tekstr.    

Tekster: 1. Kong. 8,1,12-13,22-30; 1. Joh. 2,28-3,3; Joh. 4,5-26   

              Med den her søndag er vi ude over de tekster, der handler om Jesu fødsel og barndom, - for denne gang. Nu er julens tekster og dens forestillingsverden gemt hen i vores hjerter, og der vil det alt sammen blive, indtil kirkeårets cyklus igen vækker det hele til live, og vi forhåbentligt endnu engang får lov til at glædes over det. Nu vender vi blikket fremad - mod lyset, der er på vej tilbage til os, mod det forår, der allerede spirer i jorden.

              I kirken er vi kommet til de tekster, der skal hjælpe os til at leve vores kristne liv og til efterhånden at forstå lidt mere af, hvad det er, Jesus har bragt os og gjort for os. Det overordnede tema i dag er, hvordan Jesus og mødet med ham kan ændre et menneskes liv.

              Udgangspunktet er GT-teksten, hvor vi møder et menneske, der længes efter Guds nærhed. Det er kong Salomo, ham, der byggede templet i Jerusalem, kong Davids søn. Da templet var færdigt og skulle indvies blev Pagtens Ark ført op til templet, hvor den skulle stå i det inderste rum, det Allerhelligste blev det kaldt. Pagtens Ark var det helligste, for heri var de to stentavler, Moses havde modtaget af Gud – dem med de ti bud. Pagtens Ark var Guds trone – det var der, han boede her på jorden, og nu skulle han flytte ind i det nye tempel, - det, der var bygget til hans ære.

              Da Pagtens Ark var båret plads i det Allerhelligste, og præsterne, der havde fulgt den, gik ud, fyldte skyen hele templet, står der. Det var den sky, der også havde indhyllet Horebs bjerg, dengang Gud gav Moses tavlerne med de 10 bud. Nu kom Herrens herlighed igen til stede.

              Salomo forkynder, at han nu har bygget Gud en bolig, så han kan bo i mørket, som Gud åbenbart har sagt, at han ville. Og Salomo breder sine hænder ud mod himlen og ber – og det meste af vores tekst her er hans bøn. Det, Salomo gør – og hans bøn, kan vi lære meget af. Salomo bygger et hus til Gud, så han kan bo i det allerinderste – inde i mørket. Det kan vi også gøre!

              Midt i alle vores gøremål, midt i vores almindelige liv med alle de  glæder og bekymringer og problemer, der er der, kan Gud bo i vores allerinderste – inde i mørket i vores hjerte. Der ønsker han at bo, for han ønsker, at være os nær midt i alt det almindelige. Og hvis han bor der, vil han gøre vores tilværelse levende indefra, så vores liv får værdi igennem ham – og det han gør os til - og ikke igennem alle de ting, vi omgiver os med – eller igennem det, der tilfældigvis sker med os.   

              Hvis Gud bor i vores allerinderste, så kan vi bede som kong Salomo. Hans bøn er en lovprisning af Guds storhed. Der er ingen Gud som du oppe i himlen eller nede på jorden, siger han. Han kender Gud – han har erfaret hans storhed, indefra. Derfor ved han også, at himlen og himlenes himmel ikke kan rumme ham – hvor meget mindre da ikke dette hus, som jeg har bygget, siger han. Han ved, at Gud er større, end han, Salomo, eller noget andet menneske nogen sinde vil kunne forstå, men deri er netop trygheden. Vi skal ikke forstå Gud – han forstår os. Vi skal ikke rumme Gud – han rummer os. Og derfor er det eneste, Salomo kan bede om på denne dag – at Guds øjne må være åbne for ham altid - nat og dag, som han siger, og at Gud vil tilgive ham.

              Salomo beder altså om, at Gud vil se alt, hvad han gør – at intet skal være skjult imellem ham og Gud – og at Gud vil tilgive. Det er modigt! At stille sig helt åben og bede om, at Gud vil se alt. Så er der ikke plads til hemmeligheder og små fordrejninger af sandheden. Men det kan han jo også kun bede om, fordi han samtidig ber om Guds tilgivelse – og er sikker på at få den. Når vi træder ved siden af – og det gør vi jo – så er det værste ikke det forkerte, vi har gjort – nej det værste er hemmeligholdelsen af det, usandheden om det, for den ødelægger nærheden mellem mennesker – og også nærheden til Gud. At vi ved, at Gud tilgiver, når vi gør noget forkert, det befrier os fra angst og giver os frihed til at være os – sådan som vi er skabt til at være. Frihed til at slippe hemmelighederne!

              Dette her bekræfter apostlen Johannes i den brevtekst, vi hørte. ”Bliv i ham” siger Johannes, - i Jesus ”for at vi kan have frimodighed … og ikke stå med skam over for ham”. At Gud bor i os – og vi i ham – det giver os frimodighed, og det er det modsatte af skam, hører vi. Det er skammen, der føder hemmeligheder og lukker os inde i os selv. Men hvis Gud er med i alt, er der ingen hemmeligheder, og så kan vi læne os ind i ham og være frimodige i det, vi gør. Julen handler om, at Jesus fødes i vores allerinderste – i mørket og fattigdommen – og måske skammen – ind i alt, hvad der er der. Det lille barn, der fødes, er Guds barn – og når det fødes i os, så er vi også Guds børn – så bor Gud i os, og så er Han os nær. Og langsomt vil vi så blive i stand til at møde ham dybere og dybere. Johannes slutter sin tekst med ordene: Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

              Det er håbet, der gør os rene. Når vi stiller os ind under Jesu kærlighed bliver vi rene – når vi giver ham lov til at bo i vores allerinderste, ja, så bor renheden i os, og så er det den, der tæller i vores forhold til Gud – og ikke alt det, vi gør. Derfor kan vi slippe hemmelighederne!

              Evangelieteksten gør alt dette mere konkret. Handlingen er, at Jesus - træt efter en lang vandring – sidder ved en kilde udenfor en by i Samaria. En samaritanske kvinde kommer for at hente vand, - og Jesus beder hende om noget at drikke. Kvinden bliver overrasket over, at Jesus vil tale med hende, for jøder ser almindeligvis ned på samaritanere. Oven i købet er hun en kvinde, og mænd taler ikke offentligt til kvinder. Men Jesus siger til hende, at hvis hun vidste hvem, der talte til hende, så ville hun bede ham om levende vand.

              Der udfolder sig nu en længere samtale imellem de to, hvor Jesus fortæller mere om dette levende vand. Han siger, at den, der drikker af dette vand, aldrig skal tørste, og at det vand i mennesker, der drikker, vil blive en kilde til nyt liv. Kvinden forstår ikke, hvad Jesus mener, men hun vil rigtig gerne snakke med ham, blive i den kontakt, de har, så hun siger, at hun gerne vil have det vand, så hun ikke behøver at gå her ud til kilden hver dag efter vand – det vil spare hende et stort arbejde. Hun siger ja – uden at forstå, hvad det er, Jesus taler om, men Jesus har fanget hendes opmærksomhed.

              I stedet for tale videre om vandet – nu hvor hun er åben for det – så skifter Jesus underligt nok helt spor. Han beder hende om at hente sin mand. Her rammer han ind i hendes livs smerte - hendes skam, for hun tør ikke fortælle Jesus, hvem hun er, hvordan hun lever, - så er hun sikker på, at han vil tage afstand fra hende og gå. Sådan er hun vandt til, at det sker. Og for at slippe udenom og bevare sin hemmelighed drejer hun sandheden: ”Jeg har ingen mand” siger hun. Men Jesus ser hende, ser hvad hun gør, ser hendes smerte, og han siger: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft 5 mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; der sagde du noget sandt”.

              Nu sker der igen noget mærkeligt! Jesus har afsløret hende, men i stedet for at reagere med mere skam, gør hun noget helt andet. Måden, han har talt til hende på – uden fordømmelse af hverken hendes mænd eller fordrejningen af sandheden, gør noget ved hende. Hun forstår, at han hele tiden har vidst det hele om hende – og alligevel snakket med hende, mødt hende. Så i stedet for at krybe tilbage i sin tidligere rolle og ind i alle følelserne af  mindreværd slipper hun sig selv – og bliver frimodig. Nu bliver hun den, der tager initiativ – og hun spørger Jesus ud – om Gud. Om hvor og hvordan hun mest rigtigt kan tilbede ham.

              Nu bliver deres samtale helt anderledes – med et helt andet indhold. Hun har været lammet i sit gamle liv – af andres syn på hende, af sin egen skamfuldhed og af de normer, der har stemplet hende. Alt dette har gjort hende selvcentreret – hun måtte altid være på vagt og holde på sig selv. Nu er lammelsen brudt – hun har sluppet sin hemmelighed og sit syn på sig selv. Hun er blevet levende. Nu springer der en kilde i hende med levende vand. Med sin accept af hende har Jesus fjernet alt det gamle og gjort hende til et nyt menneske – søgende, spørgende, åben og med intens længsel efter åndens liv. Så meget kan bevidstheden om tilgivelse gøre i et menneskes liv.    

              Jesus fortæller hende om tilbedelse - at de, samaritanerne, tilbeder det, de ikke kender, mens jøderne tilbeder det, de kender. Selvfølgelig kan man kende Gud mere eller mindre og tilbede ham mere eller mindre rigtigt – men det er ikke dette mere eller mindre, det komme an på. Det er ikke der den egentlige forskel er. Der kommer en time, siger Jesus, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er tilbedelsen i ånd og sandhed, Gud ønsker, den levende søgen eller tilbedelse, der springer ud af, at Gud har taget bolig i et menneske. Og det er, hvad kvinden gør nu. Lige nu, hvor hun har sluppet sine hemmeligheder og intenst lader længslen efter Gud bo i sig – i sit allerinderste – så tilbeder hun i ånd og sandhed. Så lever ånden i hende.

              Gud er ånd, siger Jesus, og derfor kan vi mennesker kun møde ham i ånd og sandhed. Kvinden forstår det ikke rigtigt, så hun siger, at ”når Messias, Kristus, kommer, så vil han fortælle os alt”.”Det er mig, den, der taler til dig, siger Jesus og viser hende dermed, hvem han er.

              Fordi kvinden er trådt ud af sit gamle jeg – har sluppet alt det, der bandt hende til skam og mindreværd – og er blevet sig selv, levende og ren og åbent nærværende i mødet med Jesus – derfor møder Jesus hende og viser hende, hvem han er. Hun er den første, han fortæller det. Og det er dagens glædelige budskab til os.

              Vi har alle sammen hemmeligheder – noget vi skammer os over, og vi fordrejer alle sandheden ind imellem. Alt det binder også os – og lukker os væk fra Gud. Men som Jesus ikke fordømte den samaritanske kvinde, fordømmer han heller ikke os – han ser vores smerte og tilgiver, for han vil bo i vores allerinderste og møde os, som vi er. Gud er ånd, og han kan kun møde os i ånden. Men ånden lever af sandhed, og derfor er sandhed åndens fundament. Sandhed er også nødvendig for at Guds tilgivelse kan nå os – for så længe vi gemmer på hemmeligheder, kan vi ikke mærke Gud – og heller ikke tilgivelsen.

              Når vi vover at slippe os selv ind i Gud – sådan som vi er - uden at skjule os, så vil det gå os, som det gik den samaritanske kvinden: da hun forlod Jesus igen for at gå ind til byen, lod hun sin gamle krukke stå. Hun lod sin gamle personlighed bag sig – og blev en levende kilde. Amen