17. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.       

 Tekster: Sal. 19,2-7; Ef. 4,1-6; Luk. 14,1-11

              I dag holder vi høstgudstjeneste! Også i år er folkedanserne med til at gøre det festligt – både da de dansede på torvet her før gudstjenesten og nu her i kirken. Konfirmanderne har båret blomster ind, og kirken er smukt pyntet af nogle fra menigheden – pyntet med noget af alt det, naturen i år har givet os så rigt - på markerne, i haverne og i skoven. 

              Høstgudstjenesten er det tidspunkt her i kirken, hvor vi standser op, og tænker på alt det, vi får givet i vores liv. Vi siger Gud tak for, at han endnu engang har ladet naturens frugtbarhed fylde vores lader og forrådskamre. For at han endnu engang her hos os har ladet alt i naturen spille sammen, så vi har kunnet høste det, vi skal leve af i den lange vinter, der kommer.

              Men høstgudstjenesten er ikke bare en tak for alt det, der har vokset på markerne og i haverne – den er også en tak for det liv, Gud dagligt giver os. For den frugtbarhed, der er i vores liv – i vores familieliv, i samvær med venner og bekendte - på vores arbejdsplads og også i vores indre virkelighed. En tak for alt, hvad der spirer og gror i og omkring os. Hvad der sker i naturen er et billede på Guds storhed og barmhjertighed og kærlighed overfor os og overfor alt, hvad der har med os at gøre. Et billede på vækst og trivsel – ja, på liv.

              Hele årets gang fortæller os om Guds storhed. Om foråret spirer alt op af den sorte jord – på få dage forvandler naturen sig fra vinter til forår – brunt og sort bliver til grønt, alting vælder op. Solens varme, vindens styrke, regnens fugtighed, biernes summen og menneskers arbejde virker sammen, og får jorden til at bære frugt. Guds usynlige hånd bærer vores verden og gør os rige på alt. Det er det, vi takker for i dag.

              Teksterne til denne søndag handler ikke konkret om høst, - de handler om fællesskab – som en af de helt store gaver, vi mennesker også kan modtage i vores liv. Fællesskab imellem mennesker er ikke noget, der automatisk er der – det er noget vi skal arbejde for – og værne om, hvis vi har det. Først og fremmest er det noget, Gud kan give os – men altid vil det også kræve anstrengelse af os.

              Både GT-teksten og Paulus taler om, at hvis fællesskab skal lykkes, så må vi mennesker hele tiden huske, at der er noget, der er større end os selv hver især. GT-teksten fortæller os om Guds storhed, om hvordan himmelhvælvingen beretter om Guds hænders værk. Så blot det at kigge op på himlen kan minde os om hans storhed - og altings storhed, og om at vores egne menneskelige projekter ikke er centrum i skabelsen. Det er gavnligt at blive mindet om det – også for fællesskabets skyld.

              Paulus taler i sit brev om, hvor vigtigt det er, at vi bestræber os på at leve, så det svarer til vores kald, som han siger. En del af kaldet som kristen er at leve i fællesskab i Åndens enhed, siger han. Vi skal leve i ydmyghed og mildhed og tålmodighed med hinanden, og vi skal bære over med hinanden i kærlighed – så fremmer vi Åndens enhed, siger han. Det er store ord, han bruger. Ord, som vi ikke sådan lige kan forholde os til. I mere almindeligt sprog betyder det, han siger, at Gud vil give os det fællesskab, vi alle længes efter, men at vi må sætte os selv og vores tilbøjelighed til at dømme hinanden til side for det fælles mål at føle nærvær med hinanden.

              Ingen af os kender jo det andet menneske indefra – vi ved ikke, hvordan andre menneskers liv føles, - derfor skal vi være forsigtige med at dømme hinanden. I stedet for skal vi være åbne og prøve at se hinanden, som vi er hver især – og lade hinanden være det, vi er, - for i Åndens enhed er der plads til alle – og brug for alle. Hvis vi kender Åndens enhed, så vil vi føle glæde ved alsidigheden i Guds skaberværk, også  glæde ved, at vi er forskellige – forenet i den samme Ånd.

              Guds Ånd rummer os alle – vil os alle - det perspektiv skal vi have med os i vores individuelle liv og i vores møde med andre, - for det vil hjælpe os til at blive mere rummelige og åbne og have mere storsind i forhold til  hinanden. Og så kan fællesskab lykkes.

              Evangelieteksten viser os eksempler på det her – på hvordan vi skal gøre, og på hvordan vi ikke skal gøre, - den giver os vejledning: Fortællingen er, at det er sabbat, og Jesus er på besøg hos en af de ledende farisæer. ”De sad og holdt øje med ham”, står der, og vi fornemmer straks fra begyndelsen stemningen af utryghed, af mistænksomhed og lukkethed. Vi hører ikke, hvem ”de” er, dem, der holder øje - det er næsten det værste, for så kan truslen ikke placeres – vi fornemmer blot, at den er der.

              En mand med vand i kroppen står pludselig foran Jesus, og Jesus spørger farisæerne, om det er tilladt at helbrede på sabbatten. Men de siger ingenting, står der. Så helbreder Jesus manden – og spørger derefter farisæerne, hvad de ville gøre, hvis de havde en søn eller en okse, der faldt i en brønd på en sabbat. Vil I ikke straks trække dem op? spørger han ”Det kan de ikke svare på”, fortælles det. Ikke et ord siger de til noget af det, Jesus spørger dem om. De er tavse, lukkede om sig selv. Der er ikke mulighed for fællesskab her.

              Det er altså sabbat, jødernes helligdag, og deres love forbyder dem at arbejde på helligdagen, så egentlig holder de sig bare til deres love. Men for Jesus står en lov aldrig over et menneskeliv eller over muligheden for at hjælpe et nødstedt menneske. Det viser han ved selv at bryde loven og helbrede på en sabbat. Omsorgen for det andet menneske går for ham altid forud for regler og moral. Han møder altid et menneske, hvor det er, og som det er, og han er altid åben for menneskets lidelse, - så han viser os, hvad sandt fællesskab er – hvad liv er. I modsætning til farisæernes åndelige død.

              Farisæerne er ikke åbne overhovedet. Hverken overfor Jesus eller overfor den syge. De viser altså her, hvordan der ikke opstår fællesskab. Og de viser, hvor meget kulde, mistænkeliggørelse og dårlig stemning kan skade et andet menneske. Ja næsten slå livet ihjel for et andet menneske – for hvis ikke Jesus havde været den, han er, - så havde farisæernes skjulte trussel i situationen måske forhindret helbredelse af et lidende menneske.

              Vi må i forlængelse af teksten overveje, hvem vi er her. Skaber vi dårlig stemning og dårlig trivsel omkring os? Lader vi os holde tilbage fra at gøre det, vi tror på, af angst for andres fordømmelse? - eller helbreder og hjælper vi der, hvor det er nødvendigt – uanset hvad andre tænker?

              Jesus iagttager det dårlige fællesskab. Han ser farisæerne, og hvad de gør, og han lægger mærke til, hvordan de også udvælger sig de øverste pladser ved bordet. Det får ham til at fortælle en lignelse. Han siger til farisæerne - og til os, at hvis vi bliver indbudt til et bryllup, så skal vi ikke sætte os øverst ved bordet, for måske er der indbudt en, der er fornemmere end os, og så må værten bede os om at flytte os. Med skam må vi så gå ned og sætte os på den nederste plads, for nu er alle andre pladser jo optaget. Det er meget bedre, siger Jesus, at vi sætter os på den nederste plads fra begyndelsen, og at værten så måske kommer og siger: ”Min ven, sæt dig højere op!”

              Nu forløber det jo som regel anderledes, når vi holder fester – bryllup eller andet. Oftest har vi bordkort, og så opstår en situation som den her ikke. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan lære af lignelsen. For det, Jesus taler om, gælder i alle sammenhænge, hvor mennesker er sammen. Hvis alle vil være i centrum, være den vigtige, den, der bestemmer eller den, der beundres, så bliver samværet kun en stor konkurrence, hvor det gælder om at fremhæve sig selv. Det kommer der ikke noget fællesskab ud af – og heller ingen glæde, for her en ingen samlet i èn ånd, som Paulus taler om. Her er der lige så mange forskellige ånder, som der er mennesker. Her kan ingen heller komme til at gøre noget for andre, for alle har travlt med at gøre det hele for sig selv.

              Så ekstremt oplever vi det sjældent, men vi kender nok alle til situationer, der ligner. Det kan være sammenhænge, hvor ingen rigtig lytter til hinanden, fordi alle har travlt med selv at komme til at tale. Vi kan bare åbne for fjernsynet og lytte til paneldiskussioner dér, så er vi midt i det. Men vi kender sikkert også tilbøjeligheden i os selv. Eller vi kender til arbejdspladser eller selskaber eller grupperinger, hvor nogle forsøger at styre andre, og hvor merværds- og mindreværdsfølelser hurtigt bliver fordelt, så ingen rigtig har det godt. Her bliver det intet fællesskab og ingen glæde.

              Jesus fortæller os med lignelsen, hvordan vi skal gøre, hvis vi vil lære at leve med hinanden i en fælles Ånd, som Paulus siger. Vi skal sætte os på den nederste plads – ikke for at vise, at vi er særligt fromme, - men for at bevare åbenheden overfor de andre og bevare evnen til at lytte. Hvis vi tager en plads, vi skal kæmpe for at bevare, så lukker vi os. Og jo højere en plads vi tager, jo mere må vi holde de andre væk, og jo mere lukkede bliver vi. Sådan som farisæerne var det, da de ikke ville svare Jesus på hans spørgsmål.

              Gud vil give os fællesskab med hinanden. Et fællesskab, hvor mennesker kan blive helbredt for sygdom og lidelse – for ensomhed og det at være lukket ude – eller selv lukke ude - gør os syge og elendige. Jesus helbreder. Jesus er som værten i lignelsen, der kommer til os og siger: Min ven, sæt dig højere op! Jesus er den, der altid spreder godhed. Det skal vi også forsøge at være, og hjælpen til at slippe vores eget skal finde i tanken om ham og hans godhed. Og i bevidstheden om, at vi er i fællesskab med hinanden. Alle er vi skabt af Gud – vi lever alle under Guds himmelhvælving – alle er vi afhængige af hans hænders værk – og af hinanden. Som mennesker fødes vi, vi lever vores liv, vi ældes og dør – det er et fælles vilkår for os alle - det er det eneste, vi ved. Og så ved vi, at vi har brug for hinanden, - uden hinanden kan vi ingenting. Heller ikke så og høste - og holde gudstjeneste.

              Gud elsker os hver især, og han vil, at vi skal elske hinanden. Amen!