11. søndag efter trinitatis. 1. tr.    

Tekster: Job 5,8-16; 1. Kor. 15,1-10a; Luk. 18,9-14

           Menneskelivet er stort og vidunderligt – og skræmmende og ufatteligt! Som små både sejler vi på et hav af umådelige dimensioner. Vi ved ikke, hvornår solen skinner på os, hvornår vinden lader alt være stille og fredfyldt – eller hvornår havet rejser sig og kaster vores lille båd i retninger, vi ikke havde forestillet os, og som vi hverken har kontrol eller styring over.

              Det kan være angstfyldt at leve i så stor usikkerhed, som vi egentlig gør – og at være så skrøbelige, som vi er. Derfor skubber vi måske bevidstheden om vores situation meget langt væk fra os - og lever som om vi har kontrol. Og måske begynder vi at bekymre os – over små og store ting – som om vores bekymring kunne sikre os.

              Men livet er skrøbeligt, vi er sårbare, og vi er omgivet af umådelige kræfter, som vi ikke kan styre – både udenfor os selv og inden i. Vi kan blive ramt hvert øjeblik – af naturens kræfter, af andre mennesker, af ulykke og død eller af følelser indefra, der oversvømmer os og tager magten over os.

              Hvordan finder vi tryghed i et sådant liv? – og glæde? Hvordan slipper vi for bekymringen? Det gør vi kun ved at finde ind til vores egentlige livskilde. Dèr, hvor meningen med vores liv bor. Den mening, der er der, uanset om vi selv mærker den – eller forstår den. Gud har skabt livet og os, og han står inde for meningen. Derfor må vi kende ham for at finde hvile i vores liv.

              Men hvordan kommer vi til at kende ham? Det gør vi ved at se vores magtesløshed i øjnene – og se at livet på trods af den alligevel langt hen ad vejen lykkes for os. Hvordan kan det gå til? – må vi spørge. Det kan kun ske, fordi vores liv er omsluttet af Guds vilje og styrelse. Bag alt, hvad vi selv gør, står der en større magt, som skærmer os, vejleder os og sætter grænser for vores udfoldelse.  En af de måder, Gud vejleder os på, er igennem de bibelske tekster. De rummer store skæbner, voldsomme tildragelser og uanet kærlighed, og derfor er de som mægtige billeder, vi kan spejle os i og lære af. De udgør tilsammen et fast og afgrænset  univers, vi kan læne os ind i og finde tryghed i – et univers som tolker vores liv og giver os retningslinjer. Der er billeder for enhver livssituation – der er altid hjælp at hente og nye muligheder for indsigt. Og billederne her tager udgangspunkt i vores virkelige situation – og ikke i en falsk tryghed, som vi selv har skabt. Derfor kan de bibelske fortællinger give os mod og hjælp til at møde livet, som det er.

              Lad os se på teksterne til i dag. Her møder vi fire konkrete personer, som lever meget forskellige liv. De tre af dem bliver rykket ud af den almindelige tryghed – ud hvor livet pludselig helt skifter karakter og bliver meget nøgent og virkeligt. Den sidste bliver indenfor illusionens sikre rammer.

              Først har vi Job fra GT. Han er en mand, som mister alt. Sine børn, sit kvæg og sin ejendom – og til sidst sit helbred. Hans venner kommer for at trøste ham, men Job kan ikke længere bruge deres ord og deres trøst. De føler jo ikke hans smerte – de er ikke dér, hvor han er. Vennerne insisterer på at forstå hans situation - indenfor de rammer, de kender. De taler om retfærdighed, om at Job må have gjort noget forkert – de har mange ord og mange forslag og forklaringer – de vil forstå, hvordan det kunne gå så galt! - men Job ser, at de egentlig hele tiden bare forsvarer sig selv. Sig selv og den virkelighed, de kender. De vover ikke at indse, at deres liv er lige så skrøbeligt som Jobs – at det, der er hændt ham, også kan ske for dem. Derfor er de ikke åbne overfor Job, og Job ser, at de aldrig vil kunne forstå ham – de holder for fast på de kendte rammer – og de rammer er for længst faldet sammen for Job.

              Derfor siger han i vores tekst: ”Jeg vil søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes… Han lader det regne på jorden … Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed.”  Job forstår, at det han er kastet ud i, aldrig kan give mening i den almindelige menneskelige virkelighed. Den kan slet ikke rumme det, han oplever og føler. Derfor vender han sig til Gud – til den kraft, der står bag alt, og som alting hviler i.

              Midt i Jobs smerte, finder han trøst ved at tænke på, at Gud gør ting, der ikke kan udforskes. Hos Gud er der en mening, også når vi mennesker ikke forstår den. Derfor kan de sørgende bringes i sikkerhed  hos ham, som Job udtrykker det – ”så bliver der håb for den svage”. Livets trygge rammer er faldet sammen for Job, og han ved med sig selv, at hanmå findes en ny og anderledes sikkerhed. Gud! – og han opdager, at han midt i alle sine tab – dér hvor han er kastet udenfor alt det kendte – stadig er rummet af Gud. Han erfarer på sin egen krop, at også den svage er omsluttet af Guds kærlighed, og det giver ham mod til langsomt igen at finde ind i livet - et anderledes liv – med nye værdier. For han er ikke alene. Gud er der!

              I epistelteksten er det Paulus, som har mistet sin kendte virkelighed. På en helt anden måde end Job – men lige så fundamentalt. Paulus var en religiøs personlighed i den gamle jødiske tro. Han var skriftlært, og da der opstod en alternativ religiøs retning - de kristne, var Paulus en af dem, der forfulgte dem mest ihærdigt. Han var til stede, da den første kristne blev stenet til døde for sin tro, og senere rejser han til Damaskus for at forfølge de kristne der. På vejen til Damaskus falder hans virkelighed sammen – og alle de rammer, han har forstået livet ud fra, splintres. Han ser nemlig i et syn Jesus, og Jesus spørger ham, hvorfor han, Paulus, forfølger ham. Synet er så voldsomt, at Paulus rent fysisk kastes til jorden – og mister synet – i 3 dage. Og da han får synet tilbage, ja, så ser han en helt anden virkelighed. Alt har skiftet karakter for ham, - han er blevet et andet menneske.

              Et så voldsomt skift kan ingen rumme. Også Paulus’ tidligere venner vender sig voldsomt imod ham –fordi han skifter parti. Fra at være forfølger af de kristne bliver han nu den ivrigste forkæmper for Kristus. Han vil bringe kristendommen ud til alle – ikke kun til jøder, så derfor er det sikkert Paulus – og Guds kald, vi kan takke for, at vi er kristne i dag – at budskabet nåede ud til os.

              Hvad der sker for Paulus, er meget anderledes end det, der skete for Job. Paulus levede i forvejen sit liv i relation til Gud, men hans gudsbillede var snævert. Han dømte mennesker, sådan som han troede, at Gud ville dømme, men Gud dømmer ikke – han elsker! Og i Paulus’ syn, sprængte Gud selv de gamle rammer – det gamle verdensbillede. I lang tid bagefter vandrede Paulus om i ørkenen og forsøgte at forstå bare lidt af det, Gud havde vist ham. Det, han kom til at forstå, brugte han så resten af sit liv til at fortælle andre. I dag fortæller han det til os. Det vigtigste af det er - at Guds nåde imod os mennesker er uendelig, og at den er det eneste, vi har. ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er”, siger Paulus til os. For Gud bliver vi ved med at være lige værdifulde og værdige – også når vores værd blandt mennesker blegner. Og Guds nåde kan altid skabe nye veje for os.

              Se på mig, - et misfoster som mig, siger han – i erkendelse af alt det onde, han gjorde, da han forfulgte de kristne. Dengang troede han, at det var rigtigt – men det var ondt og helt forkert. Alligevel viste Jesus sig for ham. At han viste sig for netop ham, blev for Paulus indbegrebet af den kristne tro. Kristus døde for vores synder… han blev begravet… han opstod … og han viste sig for disciplene … og for et misfoster som mig, siger han. Det kan kun ske, fordi det er sandt, at Jesus døde for vores synder. Med sin død lagde Jesus et kærlighedsslør ud imellem Gud og alle menneskers synder, - så Gud kun ser – os - og ikke vore dårlige handlinger. Derfor står vi alle Gud lige nær - den største synder og det bedste menneske. Derfor viste Jesus sig efter opstandelsen såvel for misfosteret Paulus som for disciplene - alle mennesker er omsluttet af Guds rensende og tilgivende kærlighed. Alle!

              Både Job og Paulus mistede deres gamle virkelighed – sådan som det kan ske for os alle. De blev kastet ud i det helt ukendte – ud i hjælpeløshed og fortvivlelse, men der opdagede de, - hver på sin måde -  det, som de aldrig før havde vidst – at deres liv fuldstændig var omsluttet af Guds kærlighed – og at den kærlighed ikke havde betingelser. De svævede ikke frit i et uendeligt univers – hele deres liv var favnet af Gud.

              Også i evangelieteksten møder vi et nedbrudt menneske. Det er tolderen. Vi ved ikke, hvad der er sket, men han skammer sig over sig selv. Han er gået op til templet for at bede, men han kan ikke så meget som løfte sit blik imod himlen. Han nøjes med at slå sig for brystet og sige: Gud vær mig synder nådig! Han står nøgen foran Gud – som han er.

              Der er også en anden person i templet. Det er en farisæer – og han er et helt andet menneske end tolderen. Han ber også, man han har ikke opdaget sin egen menneskelighed eller skrøbelighed, - og han bruger sin bøn til at fortælle Gud om, hvor fortræffelig han selv er – oven i købet takker han, fordi han ikke er som tolderen og andre uværdige. Denne farisæer er så opfyldt af sig selv, at der ikke er plads til noget – eller nogen – anden i ham. Heller ikke til Gud. Derfor taler han kun om sig selv – og han opdager ikke Guds kærlighed. Opdager ikke at han ikke nødvendigvis skal være så – dygtig, som han vil gøre sig. I virkeligheden lukker han både livet og Gud – og andre mennesker – ude og lever selv alene i en ensom og indesluttet verden – uden glæde.

              Tolderen går hjem som retfærdig – siger Jesus. Det er ham, der fortæller lignelsen. For tolderen møder i sin ydmyghed Guds kærlighed – ligesom Job og Paulus gjorde det. Og han erfarer, at den kærlighed er som en sikker hånd under et skrøbeligt liv. Med den erfaring kan han møde livet, som det er.

               Vores fortællinger her i dag rummer så stærke billeder på livets virkelighed – og vi kan lære så meget af dem. Hvis vi har Job og Paulus og tolderen med os, når vi går ud i livet, så ved vi, at når vi selv bliver ramt og mister fodfæste, så kastes vi ikke ud i uendelighedens tomrum – vi falder ind i den egentlige virkelighed, hvor vi vil opdage, at vores liv hvert øjeblik har været – og er – båret af Guds kærlighed. Og ikke bare vores liv, men også vores død. Derfor behøver vi ikke – som farisæeren – at kæmpe for at være bedre, end vi er. Vi skal blot med Paulus vide, at Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er – og at det er godt nok! Amen