1. søndag i fasten. - 1. tekstr.        

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       

Tekster:  1.Mos.3,1-19;2.Kor.6,1-2; Mat.4,1-11   

      

             I dag er det 1. søndag i fasten, og vi har vendt os imod påske. Fasten er jo forberedelsestiden til påske – den er sindets hovedrengøringstid, for hvis påskens storhed og under skal trænge ind i os – sådan rigtigt, så må vi have ryddet op i alle de gamle følelser og tanker, der fylder os. Vi går alle og gemmer på rigtig meget. Sårethed, skyld og dårlig samvittighed, hemmeligheder, der plager os, skam, vi aldrig har fortalt nogen om. Jo mere der er af den slags i vores sind, jo tungere er livet at bære, og jo flere tanker kører der rundt i vores hoveder. Hvis noget af alt dette skal ryddes ud, bliver vi først nødt til at erkende, at det er der. Vi må vove se det i øjnene – og tage konsekvenser af det. Det er bare ikke altid let at gøre det. Men vores tekster til i dag hjælper os – på forskellig måde.

              Først er der syndefaldsberetningen fra GT. Den vil lære os, at det meste af det, vi bærer på – og døjer med – at det er noget, der helt grundlæggende hører sammen med det at være menneske. Vi kan ikke have en menneskelig bevidsthed uden at følelser som skam, angst og skyld følger med. Sådan har Gud givet os livet, da han skabte det. Det er altså ikke vores skyld, at alle disse ting bor i os – men det er vores opgave at sørge for, at de ikke styrer vores liv - og forhindrer glæden og lyset i at bo i os.

              Fortællingen til i dag begynder der, hvor Gud lige har skabt Adam og Eva. De er i Paradiset, og alt skulle være rent og smukt. Deres sindstilstand beskrives dog lidt mærkeligt, for i den sidste sætning lige før vores tekst står der: Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke. Hvorfor skulle de skamme sig – de er jo sådan, som Gud lige har skabt dem. Men det eneste, der står om deres følelser i Paradiset er, at de ikke skammede sig. Det kommer de dog hurtigt til. Da slangen har lokket dem til at spise af frugten på det eneste træ, Gud har forbudt dem at spise af, så skammer de sig. Det er næsten, som om skammen blot har ventet på dem.

              Slangen lokker dem med, at de skal blive som Gud til at kende godt og ondt, og de spiser. Og de kommer til at kende forskel – ikke bare på godt og ondt, men også på mand og kvinde og meget andet – de får evnen til at skelne. De opdager, at de er forskellige. Så kommer skammen, og de gemmer sig bag figenblade.

              Som det er beskrevet her, er menneskers situation stadigvæk i dag, for fortællingen om Adam og Eva er fortællingen om ethvert menneske. Vi fødes alle som åbne, som rene og uskyldige, men i det øjeblik, vi opdager os selv som forskellig fra andre, kommer skammen ind over os, og vi gemmer os. Måske ikke bag figenblade, men så bag tøj – og bag ord, og måske endnu mere bag alle de masker vi bærer i forhold til hinanden. Vi skjuler, hvem vi er, og det gør os ensomme og isolerede. Sådan er menneskelivet – for os alle. Og det er Gud, der har givet os det vilkår, for han har skabt både os og slangen – og fristelsens mulighed.

              Det er ikke bare for os selv og hinanden, vi gemmer os – det er også for Gud. Ligesom Adam gør det, da Gud ved aftenstid går rundt i haven. Men Gud vil os – selv om vi er, som vi er. Han kalder på os – som han kaldte på Adam: ”Hvor er du? råber han. Det er en stor lettelse ind i dette at vide, at uanset hvor meget vi gemmer os – og skammer os, så vil Gud os stadigvæk. Han bliver ved med at kalde på os. Kalde os til faste – til selvransagelse – hvor er du i dit liv? spørger han os. Hvorfor gemmer du dig? Adam indrømmer, at han gemte sig, fordi han var bange. Nu er pludselig også angsten kommet ind i Adams – og menneskets liv. Skammen fører angsten med sig – angsten for at blive opdaget – for at nogen skal finde ud af, hvad jeg gemmer, og hvem jeg egentlig er.

              Gud udspørger Adam – han vil have ham til at se, hvad han har gjort og indrømme det, så han kan slippe det igen. Men det vil Adam ikke – eller hans angst forhindrer ham i det. Det er tydeligt, for han skyder skylden på kvinden, på Eva – hun fik ham til det. Og Eva skyder skylden på slangen – den forledte hende. Og så hænger de fast – begge to - sådan som vi alle kommer til at hænge fast, når vi skyder skylden på andre for at slippe for at  bære det, der er vores ansvar. Adam og Eva vil ikke faste – ikke gøre hovedrent og rydde op efter sig. De vil skjule det hele – men det er en ond cirkel. Der vil blive mere og mere at skjule, og det vil blive endnu sværere at komme fri af det – at få ryddet op.

              Deres handlinger får hårde konsekvenser - som Gud ifølge teksten pålægger dem til sidst. Konsekvenser vi alle må bære – ved det at være et menneske. Kvinden skal føde sine børn med smerte, manden skal arbejde og skaffe føden, og vi skal alle dø. Det er et billede på, hvordan der altid er konsekvenser af det, vi gør – også selv om vi skjuler det. Og oven i det må vi bære på følelserne af skam, angst og skyld. Det er hårde vilkår, men sådan er livet. Syndefaldsberetningen beskriver, hvordan livet er. Men der er også noget godt ved alt dette - det er – at vi bliver frikendt. Det er Gud, der har givet livet sådan – det er de helt grundlæggende vilkår for ethvert menneskeliv, vi møder her. Derfor skal vi ikke skamme os – over skammen og alt det andet. Men vi skal tage det på os som en opgave – og se, hvordan alle disse følelser påvirker og styrer vores liv. Vi skal rydde op i det og gøre hovedrent. Og hvis vi vover at dele vilkåret med hinanden, snakke om det og være åbne omkring det, så vil vi opleve, at der er fællesskab i det, der før gav ensomhed.

              Gud vil, at vi skal finde styrken til det, Jesus viser os i evangelieteksten. Det skal vi lære, for Jesus får ikke bare ryddet op i alt det, menneskelivet indebærer – han får også sat en grænse, så fristeren – og fristelsen - mister sin magt. Lad os se, hvad det er, der sker. Også her er der en slags Paradisstemning som udgangspunkt, for Jesus er lige blevet døbt. Helligånden er steget ned over ham – og Guds røst har bekendt fra himlen, at Jesus er hans elskede søn. Straks efter at Helligånden er kommet over Jesus, fører den ham ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Både i syndefaldsberetningen og her medfører det, at være i nærheden af Guds ånd, fristelse. Og hele vores liv er jo fuld af fristelser. De er der hele tiden, og måske bliver vi alle fristet på de gaver, Gud giver os. På hvad vi vil bruge dem til? Adam og Jesus viser os to helt forskellige måder at møde fristelse på. Adam giver efter for den – og han skyder skylden på andre – og skammer sig og bliver bange. Jesus jager fristeren væk, og der kommer engle og sørger for ham. Han står fast - vinder styrke. Det kan vi også gøre ved at modstå vores fristelser.

              Teksterne viser os menneskelivets to muligheder. Vores liv er givet til os, som det er. Vi vil blive fristet, og vi vil mange gange falde for fristelser, men der er en anden vej – den, Jesus viser os.

              Fristeren er snu – eller den side af os, der gerne vil fristes. Han venter til Jesus er allersvagest – til han har fastet i 40 – og til sidst lider sult. Så frister han – med brød. Lav stenene der til brød, siger han. Men Jesus ser, at hvis han gør det, hæver han sig ud over det at være menneske – så tiltager han sig en ret, han ikke har. Og hvis han kan lave sten om til brød, hvor er så grænsen – så kan han alt i den materielle verden. Det var ikke derfor, han kom – det var for at være menneske med os. Så Jesus svarer fristeren med et ord fra Skriften om, at mennesket ikke skal leve af brød alene. Det materielle er ikke det vigtigste.

              For hver gang Jesus modstår en fristelse, viser fristeren mere og mere af sit ansigt. Nu omtales han ikke mere som fristeren, men som Djævelen, og han frister med endnu større ting. Han vil have Jesus til at kaste sig ud fra templets tinde, så han kan vise alle, at han er noget helt særligt – Guds søn, for englene vil komme og gribe ham. På den måde vil Jesus kunne få magt over mennesker og bevise, hvem han er. Djævelen citere oven i købet et bibelord – han forsøger at manipulere Jesus til at følge ham. Igen afviser Jesus – med et andet bibelord. Han er ikke kommet for at få magt, men for at være menneske med os. Djævelen forsøger en sidste gang – nu tilbyder han Jesus alle verdens riger og deres herlighed, hvis han vil kaste sig ned og tilbede ham. En kolossal fristelse for Jesus, der jo ved, at hans vej er bestemt til lidelse – han er på vej til korset.

              Men nu ser Jesus fristeren helt klart. Ser hvordan han bliver ved og ved, og føler, hvordan det bliver sværere og sværere at sige nej til ham. Sådan er det jo, når vi bliver fristet. Jo mere vi tænker på det, der frister os, jo mere magt giver vi til det – og til sidst  er det for sent at sige stop.

              Jesus siger stop – og det lærer han os, at vi skal gøre. Han viser os, at det er helt nødvendigt at stoppe den fristelse, der trænger sig på – ellers bliver det ved. ”Vig bort, Satan!” siger han. Så barskt må det gøres. Her nævner Jesus den ondes navn – eller det ondes. Han giver det navn, for så er det muligt at forholde sig til det. Og det skal vi også gøre. Vove at se i øjnene, at vi bliver fristet; indrømme, hvad der frister os. Jesus ændrer også den næsten høflige tone, han har svaret fristeren i indtil nu. ”Vig bort, Satan!” – så er grænsen trukket og markeret, og Djævelen – det onde – ved, at her er der ikke noget mere at komme efter. Jesus har valgt side – han går en anden vej end Adam, og Djævelen forlader ham. Jesus har overvundet fristelsen. Den er gennemskuet, givet navn, standset og sluppet. Det er sådan, vi alle skal gøre, for at komme fri af det, der negativt styrer vores følelser og tanker – og dermed vores liv. Så vil englene komme og tjene os, som de gør det med Jesus. Det vil sige, at så bliver der sat der nye kræfter fri – i Jesus til det, der er hans opgave og ansvar.

              Disse fortællinger handler om os. Vi bærer både Adam og Jesus i os, og her i fastetiden bliver vi sat til at vælge, hvem af dem, vi vil følge. Hvis vi vil gå den vej, Jesus viser, kan vi benytte fastetiden til at rydde op,  så vi klart kan høre og se påskens tilgivende budskab, når det påskemorgen kommer til os med forløsning. Gud har skabt os som Adam og Eva, og han har givet os Jesus som vejviser, som den, der kan hjælpe os ud af fristelsernes fængsel, så vi kan komme til at bruge os selv – som Gud har villet det. Amen.